Så blev jeg scannet. Det viser sig at de ikke vil inseminere på fire æg og derfor endte det med at de gav mig valget mellem at få reduceret antallet af æg eller stoppe behandlingen. Jeg valgte selvfølgelig at få reduceret antallet af æg, men det er kun muligt hvis min æggeløsning holder sig til planen og venter til mandag. Jeg skal tage en æggeløsende sprøjte i morgen aften og så skulle der gå to dage før æggeløsningen sker. Til den tid kan de så åbenbart gå ind og fjerne nogle af æggene så de kan inseminere på resten.

Det er med blandede følelser jeg sidder og tænker på det nu. På den ene side vil jeg gerne følge behandlingen til dørs og forhåbentligt blive insemineret med min mands sædprøve, som gerne skulle være bedst muligt. På den anden side har jeg mest bare lyst til at droppe behandlingen og bare have ubeskyttet sex for at se hvad der kommer ud af det. Min mand og jeg vil virkeligt gerne have tvillinger, men jo færre æg der er til rådighed, desto mindre er sandsynligheden. Vi vil selvfølgelig prise os lykkelige for bare at få ét barn, men det ville være fantastisk hvis vi fik to. Det ville betyde at vi ikke engang ville overveje at få flere. Hvis vi får reduceret æggene, risikerer vi at lægen synes at det skal reduceres ned til to æg når de nu er i gang. På den måde er der ingen risiko for at få trillinger heller. Jeg tror bare ikke at det vil lykkes os at få to ud af to æg befrugtet og til at sætte sig fast i livmoderen. Hvis vi til gengæld ikke får reduceret æggene og i stedet bare har sex, er der en risiko for at jeg bliver gravid med trillinger eller firlinger. Der kan så nemt gå noget galt med flerfold graviditeter. Svært fysisk og psykisk handicappede børn. Det er bare ikke det man vil have i tankerne når man prøver at få børn. Det er også muligt at lave en “fosterreduktion”. Det håber jeg virkeligt ikke at vi får brug for. Ubehagelig tanke. På den anden side så har jeg også mødt en kvinde, der havde fået trillinger, som alle var sunde og raske.

Min mand er heldigvis ved godt mod og mener at vi kan klare hvad som helst. Han er tilfreds hvis vi bare får børn/barn sammen selvom han håber på tvillinger. Han er fuldstændigt overbevidst om at alt vil forløbe helt som det skal. Kæft hvor er det en lettelse at have ham, til at få mig ned på jorden igen når jeg går i selvsving.

Nu kan vi kun krydse fingre for på mandag og indtil da, være afholdende så vi får den bedst mulige sædprøve.

I vinter besluttede min mand og jeg at når vi ikke har råd til at  få IVF behandlinger for tiden, måtte vi se om ikke lægen kunne se pointen i almindelig insemination. Forskellen er at IVF er reagensglas-befrugtning, så man tager æggene ud af æggestokkene (hvor de vokser) efter at have stimuleret deres vækst i et par uger med hormoner (piller/sprøjter). Med insemination lader man æggene sidde, men sprøjter kun oprenset sæd direkte op i livmoderen (i stedet for i skeden, som ved samleje) efter at have stimuleret deres vækst typisk med piller. IVF er den bedste metode for os fordi vi både har en forringet sædkvalitet og en manglende æggeleder (tuben der fører ægget fra æggestokken, til livmoderen) at tage højde for. Almindelig insemination har ikke så gode betingelser når man kun har en brugbar æggeleder, selvom min mands sædkvalitet ikke burde være det store problem med insemination.

Jeg skrev til fertilitetslægen at vi ikke kunne forvente at have råd til mere behandling før om 2-3 år. Det var lidt overdrevet, men når jeg tidligere har talt om at prøve insemination fordi det er gratis, har han affærdiget idéen fordi det er mere sandsynligt at vi skal bruge IVF for at det kan lade sig gøre. Det er dog rigtigt at der kan gå meget lang tid før vi har råd til IVF igen. Hvis det går efter mit hoved kan vi få et forsøg i august eller måske først til december. Men på grund af vores økonomi og det faktum at min mand også ender på SU til januar, vil det ikke være særligt fornuftigt (for ikke at sige hul i hovedet) at bruge 10-15ooo kr på fertilitetsbehandling før jeg i hvertfald er blevet færdig med min uddannelse. Hvilket, hvis alt går efter planen, sker om et år.

Vores læge accepterede vores ønske om at prøve insemination og sendte mig for en sikkerheds skyld igennem en “vandscanning” for at sikre at min æggeleder stadig var brugbar. Der var selvfølgelig ingen problemer, så jeg fik besked på at ringe når jeg fik menstruation og var klar til at begynde behandlingen. Så da jeg fik min næste menstruation startede vi op igen. Man kunne måske undre sig over at vi vælger at være så ufornuftige at forsøge at få børn når det næste år af vores økonomi kommer til at være et helvede. Men vi har forsøgt at få børn så længe nu at selv hvis det imod al forventning skulle lykkes, så bliver vores situation ikke værre af at sidde endnu strammere i det. Selvom det ser ud som om at vi planlægger at få barn i en meget upraktisk periode, har jeg for længst indset at jeg ikke kan styre hvornår vi får børn. Det faktum at vi får fertilitetsbehandling har stor sandsynlighed for, ikke at gøre andet for vores liv end at give os visheden om at vi ikke har spildt dyrbar tid på at “planlægge”. Hvis behandlingen lykkes vil det bare give os det mindre at bekymre os over og i stedet åbne den hverdag for os, som  vi har kæmpet for i 10 år.

Til min første scanning i behandlingen besluttede lægen at jeg skulle have halv dosis af hormonerne for at vi ikke skulle lave for mange æg og dermed afbryde behandlingen. Hvis de laver mere end 4 æg må de ikke fortsætte behandlingen pga risikoen for at lave 5, 6 eller 7-linger. Det er simpelthen ikke etisk forsvarligt pga risiciene for både mig og børnene. Vores allerførste behandling resulterede i at jeg lavede 6 æg, så jeg har tidligere prøvet at måtte afbryde behandlingen. Den gang kunne vi dog bare ændre den til IVF fordi behandlingen foregik i det offentlige og jeg derfor ikke selv skulle kunne betale en masse for at få IVF. Denne gang har vi slet ikke råd til IVF, så hvis jeg laver for mange æg kan vi kun afbryde behandlingen og lade det hele gå til spilde.

Det er måske ikke så mærkeligt at jeg var så nervøs og spændt på anden scanning. Endelig skulle jeg have dommen på hvor mange æg der var og om vi kunne fortsætte projektet. Jeg havde faktisk ikke ret meget tiltro til lægen og mente at han burde give mig kvart dosis for at være sikker på at jeg ikke lavede for mange æg, men han er den professionelle og jeg ved ikke andet end hvad jeg læser på nettet, hører fra andre og selv oplever. På trods af min manglende tillid til lægen er jeg god til at lytte til mine mavefornemmelser og jeg tænkte at det nok skulle gå og at jeg sikkert ville lave de 4 æg, som var tilladeligt, men at det også var det hele.

Nu er jeg så lige kommet hjem fra anden scanning. Både lægen og jeg kunne meget hurtigt se at der var mere end de to æg han forventede at se. Jeg kunne ikke se hvor mange, men lægen talte dem efter tur og gav sygeplejersken besked om størrelserne. Da han nåede til nr. 3 konstaterede han at der var “mange”. Jeg blev SÅ nervøs, fordi han kun havde ledt på den venstre æggestok og man måtte forvente at der var flere på højre. Han talte 4 stk på venstre og dermed vidste jeg at hvis der var nogen som helst på højre ville vi ikke få lov at fortsætte. Jeg kunne have smeltet ned på gulvet af ren og skær lettelse da han sagde at der ikke var nogen på højre. Så nu ser det ud til at jeg fik ret i min mavefornemmelse og vi får lov at fortsætte med 4 æg.

Næste scanning er fredag om to dage og så skal jeg have besked om hvornår jeg skal tage den æggeløsende sprøjte og dermed hvornår jeg skal insemineres. Jeg spurgte i dag hvornår de forventede det og lægen mente at det ville blive mandag. Jeg krydser virkeligt fingrer for det, fordi min nevø holder fødselsdag søndag og jeg ved at han vil blive virkeligt skuffet hvis jeg ikke kommer som lovet.