Det viste sig at jeg havde fået ægløsning da jeg skulle have reduceret æggene. Til gengæld var der kun ét æg, som havde givet slip, så lægen besluttede at prøve at tage to æg ud præcist som jeg havde tænkt han ville. Jeg måtte indvillige, fordi det trods alt var det mest fornuftige, også selvom jeg mente at det ville mindske sandsynligheden for, at det overhovedet ville lykkes at befrugte æg. Lægen endte dog med at kun få det ene af de to æg med ud og det betød at der var tre æg, som kunne blive til noget. Jeg blev insemineret og smuttede hjem. Min mand og jeg sørgede selvfølgelig lige for at “efterbehandle” i løbet af dagen. Man kan jo lige så godt gøre det ordentligt.

Nu er der så gået seks dage. Jeg har taget de hjertemagnyl, som lægen har givet mig besked på at tage for at hæve min INR. Ellers risikerer vi at jeg aborterer igen hvis jeg rent faktisk bliver gravid. Jeg er ikke vant til at tage piller hver dag, men tager nogle gange c-vitaminer i løbet af vinteren for at slippe for snotteriet der ellers er garanteret. Ellers tager jeg kun piller (eller anden medicin) hver dag, når jeg er i fertilitetsbehandling. Og i de tilfælde er det over så kort en periode at jeg kan tælle mig frem til om jeg har husket dagens dosis, ved at tælle de dosiser, der er tilbage. Desværre er hjertemagnylerne i et lille glas så jeg tænkte ikke på at tælle dem i fredags da jeg blev i tvivl om, om jeg havde fået min pille for dagen. Jeg ville ikke tage en i tilfælde af at jeg i så fald fik for meget, så jeg besluttede at jeg måtte stole på at én dags pille ikke ville blive et problem at mangle.

Lørdag kom jeg så på den tanke at se på glasset for at finde ud af hvor mange piller det indeholdte fra start og sammenligne det med hvor mange der var dér. Ganske rigtigt, – jeg havde glemt pillen for fredag. Jeg tror ikke at det har betydning når det kun er én dag, men nu har jeg hængt en kalender op ved siden af pilleglasset og lagt en tusch, som jeg kan markere hver dag med når jeg tager pillen. Jeg kunne også hælde dem op i sådan nogle små rum, som ældre mennesker bruger til medicinen, men jeg tænker at det virker lidt overkill at købe sådan en tingest for at kunne huske at tage en hjertemagnyl hverdag i minimum halvanden uge.

Så nu er der endnu engang kun tilbage at vente. Det er en uge og en dag tilbage. jeg har masser af skolearbejde til at beskæftige mig og skal til en fest næste weekend, men jeg har kun mine tanker på den 11/5 – 15. Lige nu føles det som om min fremtid bliver afsløret for mig den dag. Det er en pine at vente, men jeg kan mindske den pine ved at holde fast i at sandsynligheden for at det har virket, er så lille at det ikke kan betale sig at forvente andet end en negativ graviditetstest på dagen. Alligevel er jeg begyndt at lytte meget nøje til min krops signaler. Måske jeg kan mærke nogle af de symptomer jeg har mærket tre gange før. Jeg har endnu ikke ømme bryster, men det havde jeg heller ikke sidste gang. Til gengæld havde jeg den vildeste trang til mad jeg ikke har kunnet lidt siden jeg var barn. Sidste gang kom symptomerne ret tidligt. Jeg begyndte allerede at mærke dem en lille uges tid før testdagen. Det vil selvfølgelig også sige at selv efter den standart er det stadig for tidligt at mærke nogen symptomer otte dage før testdagen. Jeg bed til gengæld mærke i et jag i underlivet, der føltes som om jeg blev nevet indvendigt. Jeg får indimellem den slags jag i siderne af underlivet. Nærmest hvor man kunne forestille sig at æggestokkene sad, hvis de sad som på anatomitegningerne. Jeg ved til gengæld godt at tingene i underlivet ikke sidder så stationært, men roder lidt rundt. Og denne gang var jaget ikke i siden, men i midten af mit underliv. Det behøver ikke at have nogen betydning, men det giver mig håb om at der måske foregår noget derinde selvom jeg ikke kan få besked om noget endnu.

Som jeg har sagt før er jeg meget tvivlende om hvorvidt vi får noget som helst ud af dette forsøg. Jeg har selvfølgelig tilstrækkeligt meget tro på det til at vi forsøger, men troen varierer fra det ene øjeblik til det andet.

Nogle øjeblikke er jeg sikker på at dette er vores sidste tid i fertilitetsbehandling og at det kun er hjertemagnylen, vi manglede for at det hele kunne lykkes.

Andre gange ved jeg udmærket at det her forsøg kun bliver gennemført for at vi ikke spilder en chance. Der kan slet ikke ske noget før vi får minimum et IVF-forsøg og det skal vi ikke regne med at vi har råd til før om minimum et år. Der udover vil behandlingen sandsynligvis ikke lykkes og vil snart ikke være en del af vores liv længere. Til gengæld vil vi bruge vores kræfter på at nyde hinanden, opleve verden, lægge kræfterne i vores karrierer og købe det hus jeg altid har drømt om, som min mand også er gået med til nu.

Det er ikke engang fordi tanken om at ikke få børn, trækker mig lige så langt ned længere som den plejede at gøre. Det er trist at tænke på, men det er også lettere end frygten for alt det der kan gå galt hvis behandlingen lykkes. Jeg har mistet mit livs drøm tre gange før og frygten for at opleve det igen, er hvad der kan gøre mig nervøs. Jeg er aldrig nået ud over menstrutionen uden at bløde nok til at jeg var sikker på at have mistet. Den første gang fik jeg at vide at jeg stadig var gravid, men pga min blødning og den usikre start på graviditetshormonerne, var de bekymrede for at det var udenfor livmoderen. Efter 3 uger med skiftevis positiv og negativ besked to gange om ugen, blev jeg scannet og derefter opereret for en graviditet udenfor livmoderen. Frygten for at miste sidder dybt i mig og jeg føler at jeg er blevet bekræftet i min frygt alt for mange gange til at jeg kan tro at det ikke sker igen næste gang.

Det eneste positive er at jeg nu har fået at vide at det ser ud til at være forårsaget af min lave INR. Det betyder selvfølgelig også at hjertemagnylen burde mindske den risiko betydeligt. Derfor er min tillid til at det vil lykkes hvis jeg bliver gravid, også stor selvom jeg bliver nervøs ved tanken om mine tidligere oplevelser.