Så ramte hormonerne ellers. 

Jeg begyndte at få en næsespray, der nedregulerede mine hormoner og gav mig symptomer på overgangsalderen. Lidt sjovt når man er i starten af 30’erne. Efter noget tid med næsespray gik det op for mig, at den trykkende varme jeg blev overvældet af indimellem, ikke var et udtryk for, at vi havde overvurderet behovet for radiatorerne i den kolde februar luft. Her gik jeg og tænkte at den åndsvage vinter måtte tage og beslutte om den ville være mild eller kold. Det gik helt galt ud på morgenen før jeg vågnede. Jeg lå og blev helt desperat halvt i søvne og måtte hurtigt af med dynen for at få lidt luft indtil hedeturen var forbi og jeg kunne mærke at jeg blev lidt kold. Jeg følte mig generet af andre symptomer udover et mærkeligt ubehag i svælget. Hvis jeg lå, så næsesprayen løb direkte ned i halsen efter at jeg havde taget den, føltes det som en begyndende halsbetændelse. Jeg lærte hurtigt at lægge mig på siden med det sprayet næsebor øverst for at undgå gener. Da jeg for en uge eller to siden gav udtryk overfor min mand, for hvor træt jeg var af næsesprayens smag i svælget, kiggede han på mig og konstaterede at jeg da egentlig var forbløffende upåvirket af alle de hormoner jeg fik. Det var først i det øjeblik vi begge tænkte tilbage på de seneste uger og overvejede hedeture, skrøbeligt humør, hovedpine og hvad medicinen ellers kunne udløse af bivirkninger. Det varede ikke mange sekunder før vi begge påpegede den ene ting efter den anden, som jo nok tildels var hormonerne der rumsterede. Det var meget fint at være imponeret over hvor upåvirket jeg var, men når vi tænkte det igennem var det ikke svært at se at det vidst ikke helt var rigtigt.

For snart en uge siden skulle jeg så til scanning igen. Jeg troede at de ville stoppe næsesprayen og jeg talte sekunderne til den sidste dosis. Da jeg kom op på klinikken fik jeg til gengæld at vide at jeg skulle fortsætte med den, men nu også tage ægstimulerende sprøjter. Til gengæld skulle hedeturene så forsvinde.

Nu er jeg tre dage fra at skulle til scanning igen og jeg må stadig leve med hedeture, men de er knapt så udtalte. Næsesprayen er røget direkte på min hadeliste over smagsvarianter. Det er lige før jeg ønsker mig tilbage til den penicilin jeg skulle tage på tom mave for 1,5 måned siden. Den gav mig dog kvalme og bøvser med medicinsmag tre gange om dagen så måske er det heller ikke noget godt alternativ. Jeg har to gode ting at sige om min ca 13 gang på fertilitetshormoner og det er; at det giver os chancen for at få børn og at det er sidste gang.

En af mine største bekymringer lige nu er at jeg ikke reagerer på behandlingen som det er meningen. Jeg plejer at få ægstimulerende hormoner alene og vidsheden om næsesprayens virkning uden det ægstimulerende hormon, får mig til at tænke: “Hvad nu hvis jeg stadig får hedeture fordi min krop ikke kan finde ud af at lave æg samtidig med at jeg får næsesprayen?” Men sidste gang jeg tvivlede på min krops evne til at lave æg havde jeg lavet præcist så mange som jeg plejer, – mere end rigeligt, så jeg prøver at slå det ud af hovedet og stole på den del af processen, som min krop har klaret til topkarakter 99 % af gangene.

UA-73768605-1

Det dér med når tiden løber ud. Jeg ved ikke hvor lang tid vi har til rådighed, til at få vores drøm om barn til at gå i opfyldelse. Jeg ved at vi er blevet enige om at dette forsøg skal være det sidste, men selv den plan er ikke endegyldig hvis jeg bliver gravid og aborterer. I så fald er vi villige til at prøve igen. Hvert af vores forsøg er et spørgsmål om at få gjort mig gravid og hvis jeg bliver gravid får vi mod på at prøve igen. Det giver nærmest gåpåmodet til at lægge kræfterne i. Hvis vi ikke får noget nyt resultat ud af forsøgene er det begrænset hvor længe vi ser grund til at fortsætte.

I dag fik jeg en glædelig og en bekymrende besked. Den bekymrende er ikke alvorlig, men bare et spørgsmål om at jeg siden teenagealderen har vidst havd jeg ville kalde en evt. datter og nu viser det sig at min søster overvejer at bruge dette navn til hendes tredje barn, som burde komme til verden til september. Den glædelige nyhed er at min svigerinde har givet udtryk, overfor min søster, for at hun ikke tillade sig at bruge det navn når min mand og jeg i 5 år har talt om at det var vores plan at bruge dette navn.

Jeg synes principielt ikke at man kan reservere et navn. Derfor vil jeg heller ikke gøre indsigelser imod hvis min søster og svoger vælger at gøre alvor af deres idé. På trods af det ser jeg det som et udtryk for hensyn og respekt for min og min mands drøm hvis min søster lader være med at bruge navnet af hensyn til mig. Hvis de til gengæld vælger at bruge navnet før vi får mulighed for det, føles det som et udtryk for at de ikke længere anser vores projekt for realistisk. Ikke andet end trøstesløse forsøg på at opnå en drøm, der aldrig vil blive til virkelighed, og derfor heller ikke skal vises mere hensyn end at man godt kan tage den åbenlyse konsekvens, at bruge det planlagte navn til et barn som er på vej.

Jeg ved godt at det ikke nødvendigvis er min søster og svogers tankerække, men jeg har svært ved at tro at de ville bruge navnet hvis vi allerede havde brugt det til vores egen datter. Derfor føles deres overvejelse også som en dødsdom over vores drømme.

På den anden side synes jeg også at det er urimeligt at afholde andre fra at bruge et navn bare for at holde det “ledigt” i tilfælde af at et sidste fertilitetsforsøg virker, eller at man skulle være så heldig at blive udpeget som adoptivforældre for et af de 8-15 børn, der i øjeblikket er tendens til at blive bortadopteret i Danmark. Jeg kan godt se at vores ods er ringe, men jeg har brug for at have opbakning fra familie og venner selvom jeg ikke forventer at de skal lægge samme mængde energi i projektet som min mand og jeg gør.

Spørgsmålet er vel i bund og grund: “Hvor stort et hensyn skal der vises overfor en drøm om så følsomt et emne, hvis tid og muligheder er ved at rende ud?”

Som hovedperson i denne situation må man sluge mange kameler, som kan virke fuldstændigt urimelige og hensynsløse. Men der er også en almindelig enighed, om at vise hensyn til de følelser par går igennem, når de forsøger at få børn. Når alt kommer til alt er det vel ikke urimeligt at min søster og svoger tager konsekvensen af at vi tilsyneladende ikke får den datter  vi ville bruge navnet til. Jeg håber dog at de vil vente med at tage beslutningen om at bruge navnet indtil vi er færdige med behandlingen. På den måde føles det ikke som om de opgiver på vores vegne på forhånd.

UA-73768605-1

Det er længe siden sidst jeg skrev noget på bloggen fordi jeg pludselig ikke kunne komme ind på den. Først for et par dage siden fik jeg igen adgang til den fordi der var kommet en kommentar, som gav mig et link til at komme ind med.

Siden sidst er der faldet ro over vores substitut-børn (kattene). Havanna er fuldstændigt vant til sin madskål og spiser uden tøven af den. Vi har opgivet at fede hende op fordi hun er så divalike at hun ikke gider at blive ved med at spise vådfoder flere uger i streg selvom der går et par dage imellem at hun får det serveret. Det er ellers vådfoderet hun kan tage på af. Til gengæld bruger vi madskålen så Prins i al almindelighed ikke kan få fat i Havannas mad.

Hvad angår fertilitetsbehandlingen så fik vi mulighed for et forsøg i efteråret. Vi aftalte at prøve i oktober hvilket tilfældigvis faldt sammen med at min søster og svoger besluttede at prøve at få deres tredje barn. Det viste sig at det lige skulle tage nogle måneder før der var bid og det betød at min søster fik en positiv test lige omkring nytår. Vi måtte selv spare op til endnu et forsøg selvom vi fik behandlet min lave INR med blodfortyndende medicin.

Vi nåede dog der til mentalt at vi blev enige om at det næste forsøg skulle være det sidste. Vi orker ikke mere. Derfor fik vi en samtale med fertilitetslægen hvor vi fik ham til at overveje hvordan det sidste forsøg skulle udføres. Han foreslog en undersøgelse, som skulle afsløre om jeg evt. havde nogen knuder i underlivet som kunne forårsage aborter. De kunne nemlig fjerne sådanne knuder og dermed fjerne det som et problem. Desvære viste undersøgelsen at jeg ikke fejler noget, men lægen valgte alligevel at tilbyde et sidste forsøg med såkaldt “lang behandling” fordi jeg tidligere er blevet gravid på sådan en. Det er ikke en behandling han normalt ville tilbyde mig fordi jeg ikke lever op til de problematikker som behandlingen er beregnet til, men taget i betragtning at det er den jeg har været gravid vha længst, prøver vi den.

Undersøgelsen fungerede, med en af sine bivirkninger, som “priming”. Dvs. at den generer livmoderslimhinden så slimhinden opbygges ekstra stærk cyklussen efter. Det betyder også at jeg er bundet til at få behandlingen lige efter undersøgelsen.

På 21-dagen i min cyklus skal jeg til scanning og starte på nedregulering. Sidste gang jeg blev nedreguleret foregik det med en næsespray, vist nok tre gange dagligt. Det sætter min cyklus i stå og derfor kan jeg få følelsen af at være i overgangsalderen. Efter et vis antal dage skal jeg så tage hormoner for at stimulere ægdannelsen. Til sidst får jeg en ægløsende sprøjte og efter et par dage får jeg taget æggene ud vaginalt, med en lang nål. Så befrugter de æggene med min mands sæd evt. med mikroinsemination hvis sædprøven er tilstrækkelig ringe. Et par dage efter får jeg lagt et par befrugtede æg op igen hvis de har delt sig efter planen. Hvis de ikke har delt sig (celledeling) ringer klinikken til mig og aflyser min ægoplægning.

Undervejs i hele dette show er min mand og jeg også igang med at søge om national adoption. Vi blev enige om at hvis behandlingen ikke lykkedes ville national adoption være et vej vi begge havde det godt med. Vi har simpelthen ikke tilstrækkelig tillid til mange af de systemer der er i lande, som Danmark i øjeblikket samarbejder med om adoption. Udover tilliden er økonomien også en vigtig del. De steder vi kunne overveje at adoptere fra har en så høj pris for behandlingen af adoptioner at vi ville komme til at betale omkring 300.000 kr for at få et barn og en god del af pengene bliver betalt før vi overhovedet får anvist et barn. I Danmark er der ikke så mange børn, som bliver bortadopteret, men til gengæld har vi tilstrækkelig tillid til systemet til at ville være sidste led i kæden. Samtidigt koster selve adoptionen ikke andet end 5000 kr ialt for to adoptionskurser til os hver, og ca 1200-2400 kr ialt for helbredsattester. Med vores historik i fertilitetsbehandling har vi dog valgt at sætte adoptionsprocessen igang imens vi får vores sidste forsøg. På den måde føler jeg heller ikke et lige så stort pres over hvad min krop skal kunne gøre.

UA-73768605-1