Vores lille Prins er meget lettere at have med at gøre end Havanna så længe bakken ikke er overfyldt (stadig ikke den med forlystelser) eller han får en ny slags mad og dermed racer-mave. Han har til gengæld sin helt egen, meget effektive måde at gøre opmærksom på problemerne: Om morgenen når vi står op, lugter der fælt af dårlig kattemave og hvis man kigger på vores, ikke længere så fine, hvide stofsofa, finder man hans morgengave. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har skurret den sofa og kan kun sige én positiv ting om sagen. – pudebetrækket kan maskinvaskes og bleges.

Det eneste, der er værre end at vaske sofaen ren for katte-nugat-sovs er at vaske perserkatte-bagparti rent for samme eller fastere versioner. Der er hundreder af forskellige måder en kat kan bevæge sig på for at undgå at få røven under rindende vand og jeg tror snart jeg har set dem alle. Ærgrelserne starter dog først for alvor det øjeblik man skal stikke fingrene direkte i nugat-riget og kattene har det som regel på samme måde. Det er det værste job for perserkatte-ejere og et job for to! Én holder og den anden får hænderne “i bolledejen”. Jeg begyndte at elske min mand lidt højere den dag han tog lorte-jobbet. Han har seriøst svært ved lort! brækfornemmelser-svært… Derfor har jeg også påtaget mig arbejdet med kattebakkerne indtil jeg indså at det var den største bjørnetjeneste jeg kunne gøre: Hvordan fanden skulle det ikke foregå når fertilitetsbehandlingen endelig lykkedes?! Fra dag lavede jeg en lille post-it med hvert af vores navne på hver side og satte den fast på køleskabet med en magnet. Hver gang man har skiftet bakkerne vender man for at vise at det er modpartens tur. Det virker forbløffende godt. Han konstaterer jævnligt at han ikke glæder sig til at skulle tage den hver gang når jeg bliver gravid, men han klarer sig igennem og jeg tror at hans forhold til lort bliver en smule mere afslappet hver gang. Nu er han i hvertfald ikke længere så tøvende overfor lorte-jobs’ene.

Da vores lille misse-Prins var ved at blive kønsmoden havde jeg dog en usædvanligt græseoverskridende oplevelse:

Han havde jævnligt dårlig mave fordi det tog lang tid for ham at skifte kost. Han var stadig lille nok til at jeg sagtens kunne vaske ham alene og jeg havde gjort ham helt tryg ved at ligge på ryggen og næsten helt tryg ved at få rumpen under rindende vand. En dag da jeg stod og vaskede ham under lunt vand, opdagede jeg til min forskrækkelse at han nød situationen mere end aftalen var. Jeg gjorte selvsagt mit yderste for at glemme min opdagelse imens jeg afsluttede lortejobbet, men jeg må indrømme at jeg er lettet over at han nu er kastreret og ikke har reageret sådan siden.

For ti år siden fik jeg en kat af min mor og det blev starten på min afhængighed af at have kat.

Da jeg måtte aflive min første kat efter fem gode år sammen (hun blev kun 9 år) havde jeg svært ved at affinde mig med et hjem uden en silvershaded perserkat. Denne gang ville jeg dog også have at min mand skulle føle sig knyttet til vores kat så jeg valgte at inkludere ham i beslutningen om hvilken kat vi skulle have.

Min mand endte med at finde en knapt 1 årig missepige med de smukkeste azur-blå øjne, der var ved at skifte til den voksne kats dybt, smaragdgrønne farve. Hun var en vrissen lille, tynd dame med et konstant fornærmet ansigtsudtryk og en brægende, beklagende mijaven og min mand var forelsket. Hendes vægt var dog det største problem og efter bare et halvt år måtte jeg droppe mit ønske om at lade hende avle, fordi hun til et dyrlæge-tjek blev vurderet så tynd at hun ikke længere måtte komme i løbetid. Den stod på p-piller, neutralisation eller parring. Min mand syntes ikke han kunne overskue killinger samtidigt med at vi var i fertilitetsbehandling og jeg var vokset op med en kat, der i sidste ende døde af kræft pga. p-piller. Jeg nægtede at give mit kæledyr den slags og valget var derfor taget på forhånd.

Vi fik at vide at neutralisationen i sig selv ville gøre at hun tog ca 500 g på og så skulle vi bare fortsætte med at give hende killingefoder til hun havde den ønskede vægt. Men vores lille diva tog ikke mere end et par 100 g på og til næste dyrlæge-tjek blev vores nye dyrlæge så chokkeret over hendes lave vægt at vi fik en dåse vådfodder med mad til kritisk syge dyr.

“Det elsker dyrene og det er meget koncentreret nærring. Man skal til gengæld passe på med det og holde nøje øje med når vægten begynder at stige.” – fik vi at vide.

Vores lille Havanna kunne godt slikke lidt i sig, men fortrak stadig Whiskas portionsposer med sovs og det kunne “alle dyrs livret” altså ikke hamle op med. Jeg droppede det vanvittigt dyre foder til fordel for hendes favorit og hendes vægt ramte igen minimum. Hun var sund og rask, spiste, gik på bakken (ikke den med forlystelser) og kælede og legede så vi lod tingene være som de var lige indtil jeg faldt for en lille killing.

Måske kunne lidt konkurrence give hende motivationen…?

Lad os bare slå fast at hun HADEDE den lille opmærksomhedstyv. Han blev skulet til, knurret af og hvæset af. Til gengæld virkede konkurrencen efter planen den første måneds tid. Derefter gik det i den modsatte retning. Først efter et halvt års tid begyndte de at lege sammen og Havanna begyndte at tåle Prins’ tilstedeværelse.

Efterhånden som Prins blev større blev han i flot stand og da jeg fik ham neutraliseret blev jeg nødt til at give ham, og dermed Havanna tørfoder til steriliserede katte. “Kat”-astrofe! Hun måtte jo ikke tabe sig! Frem med prinsessefoderet igen og denne gang serveret under opsyn så Prins-snart-propfed ikke fik smag for stadset og blev overvægtig. Det er ellers omstændigt at fodre katte på den måde og ærligt talt har jeg bedre ting at tage mig til end at overvåge katte når de spiser 1 til så-mange-som-muligt-gange om dagen. Flere gange har jeg surfet på nettet efter automatiske foderautomater der kun åbner for bestemte dyr, men uden held. – Indtil! – Endelig! Fuck prisen, – jeg skal have frihed og divaen skal have prinsessemad når hun har lyst.

1000 kr fattigere (imens jeg sparer op til fertilitetsbehandling) er jeg nu i gang med at træne mis. Diva til at spise af den science fiction ligende anordning, som jeg undervurderede lidt til at starte med.

Når katten ikke lader sig mærke med at spise fra en ny madskål er det IKKE ensbetydende med at hun er cool med at den siger lyde og bevæger sig når hun nærmer sig maden! – point taken.

Pludselig skulle jeg overtale hende til overhovedet at nærme sig rædslerne. Ét lille skridt ad gangen og det måtte starte med at hun fik skålen i den anden ende af køkkenet. Det viste sig hurtigt at hun var til at overtale rimeligt nemt når bare hun ikke blev bedt om at stikke hovedet ind igennem “bøjlen” med chip-scanneren.

En uge efter kunne hun lige nøjagtigt overtales til at få hovedet igennem den frygtede bøjle, nå bare maskinen ikke lavede mærkelige ting af sig selv. Efter en uge mere kunne hun godt acceptere at den sagde en lille lyd når bare det var hurtigt overstået og den ikke bevægede sig. Nu må den gerne lave lyd og bevægelse når bare det ikke vare ret meget længere end det tidligere skridt. Jeg er SÅ stolt af min lille diva og håber bare at hun tillader mig at gå skridtet videre næste uge, så min mand ikke får ret i at jeg skal give hende en måned til hvert skridt og ikke kun en uge.

Dagen før jeg skulle have testet om jeg var gravid begyndte jeg at bløde. Jeg skyndte mig at teste for at finde ud af om det var en abort eller bare tegn på at jeg ikke var gravid. Testen var tydeligt negativ og efter en lille dags tid var jeg heller ikke i tvivl om at det ikke var en smule pletblødninger før en evt positiv test.

Fordelen ved at bare få inseminationer er at det er gratis og derfor skulle vi ikke spare op for at få råd til næste forsøg. Lige så snart fertilitetsklinikken havde åbent ringede jeg derned og fik en tid til næste behandlingsopstart. Jeg plejer at få en tid på tredjedagen af min cyklus, så vi var lynhurtigt igang igen.

Når den ene behandling afløser den anden er mine følelser meget blandede. Jeg er ivrig efter at komme videre, men det er næsten klaustrofobisk at gå direkte ind i det næste behandlingsforløb. Jeg foretrækker at lader der gå to-tre måneder imellem behandlingerne. Det giver mig tid til at mærke mig selv og mærke mit liv uden fertilitetsbehandling. Denne gang valgte jeg dog at gå direkte videre til næste behandling. Det var udmattende at jeg lige var blevet færdig og så gik direkte ind i det igen, men jeg ville bare så gerne give den en skalle.

Andet behandlingsforløb var lidt anderledes end det første. Jeg fik endelig lov at nøjes med halv dosis og overproducerede dermed ikke æg. Det blev kun til ét stort og tre, der ikke nåede at blive store nok til at kunne bruges. Sædprøven var rigtigt skidt, men det afbrød ikke behandlingen og i forgårs kunne jeg endelig tage en test. Den var negativ som ventet, men jeg havde heller ikke haft nogen som helst symptomer så det var ikke en større skuffelse end at jeg allerede var i gang med at planlægge opsparingen til vores næste rigtige forsøg.

Jeg har endelig fået regnet mig frem til hvor meget vi skal have sat til side til at kunne klare os på to SU’er og det har vist sig at alt hvad jeg kan spare sammen fra nu af kan gå til fertilitetsbehandling.

Det er ikke sikkert at vi går i gang med behandlingen lige så snart vi har råd, men det er en kæmpe motivationsfaktor for mig at muligheden ligger lige om hjørnet.

NU skal jeg bare have afsluttet den sidste eksamen, taget alt det arbejde jeg kan komme i nærheden af i løbet af sommeren og holde nallerne fra kontoen. Går alt som det skal, kan vi få et ordentligt behandlingsforsøg i september hvilket er lidt over et år efter at vi fik at vide hvad årsagen til mine gentagne aborter er. Så håber jeg bare at vi kommer nogle vegne med de fine nye hjertemagnyl. Og så har jeg selvfølgelig en sommer der skal nydes!