Der er rigtigt mange der har spurgt mig hvordan parforholdet har det, når vi går igennem al det vi gør.

Jeg har godt hørt om andre der ender med at gå fra hinanden fordi deres parforhold bliver så presset af situationen. Jeg har til gengæld aldrig selv været i et parforhold i længere end 4 måneder før jeg mødte min mand. Derfor har jeg også svært ved at udpege hvordan vores forhold er i forhold til andre. Jeg kan til gengæld godt fortælle lidt om hvad vi gør for at pleje vores forhold.

Meget tidligt i mit og min mands forhold, fandt jeg ud af at jeg havde behov for at udveksle tanker og følelser med ham, for at føle at han vidste hvor jeg var og jeg vidste hvor han var. Det betyder at jeg deler stort set alt med min mand. Jeg åbner munden lige så snart jeg går og funderer over noget eller overvejer noget. Når jeg indvier min mand i min tankeproces på den måde, betyder det ofte at vi får taget evt problemer i opløbet og før jeg bliver ophidset over dem. Min mand er røv irriterende når jeg bliver ophidset fordi han simpelthen nægter at tale med mig hvis jeg hæver stemmen (begynder at råbe). Der er ikke meget der kan være så irriterende når man lige har hidset sig op, som at ens mand siger “ssshh, der er ingen grund til at råbe” eller “jeg gider ikke at tale med dig hvis du skal råbe” specielt når man kun er ved at nå dertil og endnu ikke råber. Hvis jeg i stedet taler med ham når noget går mig på, men før jeg bliver ophidset over det, kan vi tale stille og roligt om det. Som regel betyder det også at jeg er bedre til at argumentere for min sag på det tidspunkt og så er han mere tilbøjelig til at give sig.

Når det kommer til fertilitetsbehandlingen vender og drejer vi også tingene sammen for at vide hvor hinanden står og for at selv få mulighed for at få afløb for tanker og følelser.

Vi bruger meget tid på at nyde hinandens selskab og “holde søndag” sammen. Det betyder at vi ikke laver andet en hel dag (en hvilken som helst ugedag) end at være sammen, se film, sludre eller andet hvor vi lukker os af for resten af verden. Andre gange går vi i byen og på museer, i parker, på restaurant, café eller går bare gennem hele København. Vi cykler gerne ture sammen i naturen og finder et eller andet sted på turen at få noget lækkert at spise eller drikke. Vi er rigtigt glade for at spise god mad sammen. Det behøver ikke at være fin eller dyr mad, men skal bare være lækker.

Der er mange ting jeg har fundet ud af, at jeg skal sige direkte til min mand. Af en eller anden grund er han ikke nogen særligt god tankelæser. Derfor lægger jeg ikke skjul på hvis jeg er sur på ham. Jeg opfører mig pænt, men jeg er meget tydelig med at jeg er sur. Det plejer ikke at vare så længe før han er klar til at tage imod hvad jeg er utilfreds med. Hvis jeg igen kan formulere mig ordentligt eller argumentere godt, er han oftest villig til at tage skraldet og undskylde.

Jeg er ikke selv nogen engel heller. Jeg har bare rigtigt meget samvittighed og behøver som regel ikke nogen tilskyndelse til at undskylde. Jeg får simpelthen så dårlig samvittighed lige så snart jeg indser at jeg har dummet mig.

Jeg tror faktisk at hele denne situation med fertilitetsbehandling er med til at styrke vores parforhold. Det er ikke fordi jeg tror at det er tilfældet med alle forhold, men jeg tror at den modgang, der ikke knækker dig gør dig stærkere. For mig er drømmen om at få børn så stor, at jeg er villig til at gå igennem alt det her for muligheden for at få børn med det menneske jeg er tættest på i denne verden.

Jeg er dog også afklaret med at det er muligt at projektet ikke lykkes. I så fald må vi tage stilling til hvad der skal ske til den tid. Det er i hvert fald noget vi ikke er nået til endnu, men der er ikke uendelig tid til at vi når dertil. Vi er ved at kunne ane grænsen for vores udholdenhed i horisonten. Men så længe alternativet til behandlingen ikke er bedre end behandlingen, fortsætter vi. Indtil da lever håbet om graviditet og børnefamilie videre.

Jeg føler mig så fed! Jeg har lige spist, så der er en god grund til det lige nu, men jeg føler mig i det hele taget fed. Jeg vejer lidt mere end jeg burde (170 høj 77kg). Når jeg tænker på hvor slank jeg var da vi startede med fertilitetsbehandlingen (67 kg) går pusten af mig. Jeg ved det ikke er hormonerne i sig selv jeg tager på af – det er jo bare hormoner og ikke energi. Men i sidste ende påvirker de hormoner mig på samme måde som en almindelig måneds cyklus, bare kraftigere. Jeg får mine flip med chokolade, kage, kinder pingui, flødekager og hvad jeg ellers får lyst til. Det er selvfølgelig den slags jeg tager på af, ligesom jeg også tager portionsstørrelser, der matcher mine øjnes appetit i stedet for at tage den portion jeg har behov for.

Jeg har flere gange tabt mig, men det ryger på igen fordi jeg ikke har fået lavet om på mine vaner. Det er den del jeg har taget fat på nu. Jeg prøver at motionere “fedtforbrændende” – altså mildere så jeg kan motionere hver dag og stadig have overskud til at fortsætte dagen efter. Det er et projekt i at gøre daglig motion til en vane. Det er ikke engang hårdt at træne. Jeg er bare så ugidelig at jeg tager mig selv i at bruge undskyldninger som “alt det gode træningstøj er til vask” som grund til ikke at komme afsted. Jeg gør det alligevel (indtil videre).

Min mand har også taget for meget på. Han ved det godt og han er min bedste motivation. Jeg havde trænet i et halvt år, da jeg ville melde mig ud af fitnesscentret for at spare pengene ved at løbe ude i stedet. Lige da jeg gik og planlagde at melde mig ud, planlagde min mand at melde sig ind. Så opsagde jeg mit medlemsskab og fandt et billigere, som vi kunne dele. På den måde kan jeg tage min mand med ned at træne når jeg selv skal afsted. Så når jeg har en doven dag tænker jeg at jeg gerne vil have at han taber sig og så må jeg også selv afsted. Når først min mand er afsted skal han nok få trænet.

Jeg har indtil nu trænet kredsløb. Det er vildt udmattende, men man kan virkeligt mærke at der sker noget. Min problem var bare at jeg ikke er så god til pauserne mellem træningen. Billedet ovenover er lige mig. Derfor er jeg gået over til fedtforbrændende træning. Det føles så let at jeg ikke helt får følelsen af at have “lavet noget” selvom jeg har trænet i en time med optimal puls. Første gang endte jeg med at afbryde træningen for at løbetræne i stedet. Så følte jeg jo at jeg fik trænet, men anden gang indså jeg at efter 45 min med fedtforbrændende træning var jeg ikke sulten og jeg havde intet problem i tanken om at skulle tilbage igen dagen efter. Jeg endte heller ikke med at spise mere end ellers pga. træningen som jeg ellers gør når jeg træner kredsløb. Så måske virker det for mig.

Udover min følelse af at være fed, træner jeg også både fordi jeg forestiller mig hvordan min vægt kan se ud hvis jeg bliver gravid oveni og fordi jeg er fyldt 30 og ved at det kun bliver sværere at tabe mig og lave mine vaner om. Jo hurtigere jeg kommer i gang desto lettere vil det være.

I dag er jeg endelig nået til den dag der er den mest skuffende, men også den jeg har træning i at komme videre fra. Jeg har gået og ventet på at min menstruation skulle starte i 4 dage før den endelig kom og pustede alle de små usikre forhåbninger væk.

I begyndelsen af vores familiedrømme havde vi en vis forventning om at når vi droppede præventionen ville der måske gå nogle måneder og så ville jeg blive gravid. Vi vidste godt at det ikke skete fra den ene dag til den anden. Efterhånden kunne vi godt se at det ikke rigtigt virkede. Med jævne mellemrum var vi overbeviste om at NU var den der. Når så min menstruation startede, blev vi skuffet og alle tankerne og den spændte forventning faldt til jorden uden nogen opdagede det.

Der var ingen andre end min mor, søster og bedste veninde, der kendte til projektet. Min mand, som på det tidspunkt kun var min kæreste, ville gerne holde det privat. Han er rimeligt privat. Han har ikke noget imod at jeg fortæller om tingene, tildels fordi jeg jo ikke kan andet end fortælle vores historie som jeg ser den, men havde ikke (og har stadig ikke altid) lyst til at tale om det med andre.

Efterhånden som vi indså at vi ville få brug for lægehjælp, begyndte vi at overveje: Hvordan gør man? Hvad nu hvis det ikke lykkes? Hvilke muligheder har vi? Hvad med adoption? Hvad med sæd/æg-donorer? Hvad med rugemødre? Hvad hvis alt slår fejl, -kan vi så leve et helt liv uden nogensinde at opleve at få børn? Skal vi til at være nogle af de bitre, lukkede barnløse, der ikke kan være oprigtigt glade på andres vegne? (NEJ!) Og mange andre ting. Også det største af dem alle: “Hvorfor skal det være så svært for nogen og så nemt for andre?! – er der nogen rimelighed i det? – og for mit vedkommende – Er der nogen øvre magt, der sidder og planlægger det her?! (sikke en sadist!)

Nu har jeg ikke tænkt mig at skulle sidde her og besvare alle mine og andres spørgsmål (inklusive det religiøse) i én eller anden forestilling om at jeg har svarene fordi jeg har været så uheldig at køre så længe i den her mølle, det er at være i fertilitetsbehandling. Jeg har kun tænkt mig at give et indblik i min og tildels min mands (så vidt jeg kan) tankerækker og personlige oplevelser i selve behandlingsforløbene og vores måde at leve med emnet i vores liv.

Når jeg tager denne måneds skuffelse så roligt er det fordi vi for længe siden er kommet frem til at sex for os er for sjov og ikke for at få børn. Min mand har nogle dovne og rundtossede svømmere, som hvis de var alene om at give problemer, ville give os ringe 50 % sandsynlighed for at få barn i løbet af ca 10 år med ubeskyttet sex (fertile par har 99%). Det viste en fin lille kurve os da vi første gang gik til lægen med vores bekymring.

Da vi efter vores andet forsøg måtte få fjernet min ene æggeleder (pga en graviditet udenfor livmoderen), satte det lige en ekstra “lille” hindring i vejen. Det er først for nyligt vi fik besked om vores tredje problem, da vi endelig kvalificerede os til en udredning for “gentagne aborter”, fordi jeg kunne skrive tredje ufrivillige abort på CV’et. Så fik jeg den glædelige nyhed “du har for lav INR”(så vidt jeg forstod, størkner mit blod for nemt og danner små blodpropper i livmoderen, som mindsker blodtilførslen og resulterer i gentagne aborter). Jeg ved godt at du sidder og tænker “nu har hun godt nok skruet op for sarkasmen”, men det var den bedste nyhed vi havde fået i flere år. For første gang havde vi fået en mulig årsag til at det er så svært for os at få børn og oveni diagnosen fik vi den utrolige besked “Det behandler vi med lidt blodfortyndende (en børnemagnyl om dagen) og så skulle vi være ude over det problem”(stadig med IVF-behandling).

De skuffelser vi ikke tager så let på, er dem der kommer når vi når hertil efter at have fået fertilitetsbehandling. Det er meget mere svært og meget mere skuffende. Specielt fordi det er endnu en opsparing, der er brugt op og endnu en opsparing der skal i gang for at vi kan komme videre. Den økonomiske del af behandlingen er nok omkring 75% af bekymringerne. Det tager os som regel et år at spare sammen til et forsøg hvilket betyder at der går et år for hver gang vi har en chance for at det lykkes. Lige pludselig trøster den der rådne “I er da unge endnu”(vi er 30 og 32), som læger og andre bliver ved med at bruge, ikke helt så godt længere. Der skal jo ikke ret mange forsøg til før vi ikke længere er “unge endnu”. Jeg kan stadig tage ventetiden roligt fordi jeg har tiden til at vente det år før vi prøver igen, men det er en stakket frist eftersom at tiden for at være “ung i behandling” og “ikke så ung” er meget tæt når man kun har mulighed for ét forsøg om året.

Nogle gange er der andre der siger det ret godt:

http://www.iknowthatmagazine.com/2013/06/25/min-historie-10-ting-man-ikke-skal-si-til-en-som-er-ufrivillig-barnlos/

Der er bare nogle perioder hvor man som skruk på 10’ene år mister humøret et øjeblik. Når man netop har krammet sin bror og hans nyligt gravide kæreste farvel efter at have fået den gode nyhed, er et af disse øjeblikke. Syrligheden over igen at føle sig forbigået, ulmer indtil jeg hører min mand give udtryk for den. Hehe. Lige når man føler sig helt alene med håbløsheden overhaler han mig indenom og siger nøjagtigt hvad jeg tænker: “Kæft, hvor er det uretfærdigt! Hvornår er det vores tur?!”

Vi smed præventionen da vi havde været sammen et år. Når jeg ser tilbage, er det nok meget godt vi ikke fik barn allerede dengang. Vi skulle såmænd nok have klaret det fint, men faktisk har ti år givet os tiden til at bygge et rigtigt dejligt, solidt forhold op. Jeg kommer ikke til at glæde mig over infertilitet, men jeg har tænkt mig at spille mine kort så godt det er muligt.

Når jeg siger at “alle andre får børn” så mener jeg faktisk ALLE. Min lillesøster har to børn: en datter hun fik da min mand og jeg havde forsøgt at få børn i et års tid og en søn som hun fik da vi havde været i behandling et års tid eller to.

Vi har to vennepar som stadig ikke har børn, men alle de andre par (der har været sammen mere end 2 år) har fået første og andet barn. Min jævnaldrende kusine har endda fået tredje barn for et år siden. Det er ligesom lidt lettere at sluge nyhederne om par der får børn når det er par, der har været sammen længere eller lige så længe som os, men af en eller anden grund føles det dybt urimeligt når “nyere” par eller par, der for kort tid siden ikke var klar til at få børn, pludseligt venter sig. Hvor kan man dog blive bitter indtil man kommer til at tænke på hvad alternativet til deres lukke ville være… – Jeg ønsker ikke for nogen andre at de skal kæmpe sådan en kamp som os, for at få drømmen om en familie opfyldt.

Jeg bruger mange kræfter på at prøve at være positiv og omgængelig overfor andre, der får børn omkring os. Jeg kender selv flere, der har svært ved at omgås folk, som får børn når vedkommende selv kæmper for det uden succes. Det betyder utroligt megt for mig at jeg er i stand til at lægge emnet tilstrækkeligt meget fra mig til at jeg kan have det rart med andre og dele deres glæde over at stifte familie. Det er dog lettere for mig når de kun lige er startet på projektet og der endnu ikke er sket noget, eller når de begynder i fertilitetsbehandling. Når først det lykkes for dem går der som regel ikke længe før de har så travlt med hverdag med barn at venskaberne for manges vedkommende ryger langt ned på “listen” over prioriteter.

Jeg ville allerhelst beholde venskaberne som de er lige op til perioden hvor folk stifter familie, men de der ikke har problemer med fertiliteten kommer videre der fra selvom jeg på en eller anden måde sidder fast. Jeg er godt nogle gange blevet rigtigt ked af det nogle søger når andres selskab fordi de andre har oplevet graviditet, fødsel mm på egen krop. Jeg går ud fra at det er fordi de opsøger andre som en slags mødregruppe, men jeg føler mig skrottet og lukket ude af “klubben af mødre” på trods af min interesse for deres situation. Til gengæld sker det gerne at de efterhånden mister interessen for min situation og jeg tror ikke at det ændrer sig før de er færdige med at have småbørn eller før jeg får børn.