Jeg endte med at blive grundigt overstimuleret, men ikke nok til at skulle have hjælp. 3 liter vand og en masse protein og noget salt hver dag til at komme igennem smerterne. Det føltes som om jeg var bristefærdig i siderne af maven og jeg fik ondt når jeg trak vejret dybt, men efter 1,5 uge var det næsten væk. Så overtog en stikken og jagen i midten af underlivet. Jeg startede med at få meget ømme bryster, men jeg vidste at det var medicinen og det har ikke generet mig den seneste uge. For et par dage siden blev jeg til gengæld overrasket over at tilsyneladende være ekstremt følsom og muligvis hævet i underlivet. Jeg har godtnok læst om at gravide kan få smerter efter sex, men jeg har aldrig overvejet muligheden for at decideret have svært ved at finde en stilling der ikke giver smerter under sex. Da jeg oplevede det begyndte jeg at tro på at det var lykkedes. Jeg er stadig meget opmærksom på at det ikke nødvendigvis betyder noget og selv hvis jeg er gravid er det ikke sikkert at jeg når hele graviditeten igennem.

I dag, dagen før testdagen, bukkede jeg så under for fristelsen. Jeg testede før tid. Jeg dummede mig med testen og fik dyppet den for dybt, men den så stadig ud til at virke. Desværre var den negativ og jeg skal nu bruge det næste døgn på at overbevise mig selv om at det sagtens kan betyde at jeg har testet før testen kunne vise en positiv. Alligevel er jeg røget i fælden og har mistet troen på at det overhovedet vil lykkes os at få børn.

Jeg har bare lyst til at slippe for alt det her. Jeg orker ikke flere skuffelser. Jeg orker ikke at være så tæt på drømmen for så at få afsløret at forhåbningerne var nytteløse. Jeg kan ikke mere. Men tanken om at aldrig få børn er så skræmmende og fremmed for mig at ikke kan holde ud at skulle gå det imøde. Jeg vil ikke være “den stakkel, der ikke kunne få børn”. Men hvad gør man når virkeligheden viser sig at ikke fungere som man altid er blevet lovet og har taget for givet? Hvordan lever man et helt liv når man kun har det halve at leve det med? Hvordan sluger man det største og værste af dem alle, – jeg har ét liv og skal aldrig opleve den ultimative glæde, som jeg brændende har ønsket mig hele mit liv? Og hvordan undgår man andres reaktioner på det? Den uundgåelige medlidenhed og den afstandtagen som er et resultat af at de ikke kan reagere på nogen hensigtsmæssig måde. Og den lille men insisterende, nagende følelse af at de kan lægge hele sagen bag sig når samtalen stopper, men jeg lever i den og den påvirker alle aspekter af mit liv. Jeg har bare brug for at slippe væk!

Det endte med at lægerne fik 11 æg ud. Der har været et sted mellem 15 og 20 stk så jeg blev godt øm og oppustet i maven.

Ud af de 11 æg var 8 modne til at blive befrugtet, men det lykkedes kun med de 5. Alle 5 delte sig til gengæld helt til ægoplægningen. 2 af de fem æg var af rigtigt god kvalitet og derfor blev de lagt op efter at have fået assisted hatching. Det skulle hjælpe dem med at sætte sig fast, selvom det sædvanligvis ikke bliver brug til æg som mine. De sidste 3 æg var ikke fryseegnede som de var, men hvis de overlever til blastocyst-stadiet skulle det være bedre at fryse dem ned.

Det betyder at jeg har fået 2 rigtigt flotte æg lagt tilbage, som har fået en hjælpende hånd til at sætte sig fast. Vi fik jo også priming, som også skulle hjælpe.

Det bliver spændende om de sidste 3 æg kan bruges til noget, men vi regner ikke med det.

Jeg har til gengæld også fået øget min dosis af blodfortyndende medicin. Jeg ved ikke hvorfor, men lægen mente at jeg skulle have 100 mg i stedet for den gamle dosis på 75 mg.

Efter ægudtagningen er mine æggestokke desværre blevet fyldt med væske, hvilket gør mig grundigt øm i mave og ryg. Det skulle kunne klares med masser af vand og proteiner, men hvis jeg bliver syg med kvalme og opkastninger skal jeg have drop i armen med væske. Typisk mig at blive overstimuleret.

Da vi i starten forsøgte at få børn var mine følelser turbulente. Jeg fik hele tiden følelsen af at “nu kunne det faktisk være sket”og “måske jeg er gravid”. Det var først efter min graviditet udenfor livmoderen og biokemiske graviditet, at frygten opstod: “Hvad nu hvis det er sket?” Tanken om igen at mærke graviditetssymptomerne, den uforbeholdne glæde og den lille splint af frygt for at miste, før menstrutionen begyndte i det små og blev værre indtil der ikke længere var tvivl om hvad jeg havde mistet.

Den oplevelse er hvad der spøger i mit hoved og i min krop lige så snart vi er i behandling. Jeg har kun oplevet udtrykkeligt spontan abort en gang, men næsten hver gang vi er i behandling får jeg symptomer i en eller anden grad. vaginaltabletterne, som jeg skal tage de sidste 14 dage af behandlingen efter ægoplægningen, giver gerne symptomer, som minder meget om graviditetssymptomer. Det gør det selvfølgelig så meget desto svære at skelne bivirkningner fra medicinen fra graviditetssymptomer. Èn gang fik jeg dog nogle tydelige symptomer da jeg blev så træt at jeg sov i døgndrift og simpelthen tørstede efter fignepålæg, hvilket jeg ikke har kunnet fordrage siden jeg var barn. Desværre fik jeg menstrution 3 dage før tid og symptomerne forsvandt ret hurtigt igen. Lægen mente dog at det var grund nok til at undersøge mig for gentagne aborter da dette var min 3 af slagsen hvis man talte min graviditet udenfor livmoderen med. Gudskelov at han gjorde det fordi det var sådan vi fandt ud af at jeg har lidt lav INR så jeg danner mikroblodpropper der kan sætte sig i livmoderen og resultere i aborter. Nu skal jeg derfor tage blodfortyndende når jeg har fået lagt æg op.

Næsten alle behandlingscyklusser giver forskellige oplevelser af symptomer. Selv ømheden i brysterne kan være vidt forskellig. Flere gang har jeg haft følelsen af at de var så spændte at de var sprængfærdige. Nogle gange har jeg meget følsomme brystvorter, men ikke så spændte bryster og andre gange er det en kombination.

Jeg kan næsten altid huske hvad jeg drømmer om natten. I løbet af en behandling drømmer jeg oftest at jeg er gravid, men hurtigt mister graviditeten eller måske at jeg pludselig har barnet i mine arme, men at det pludseligt forsvinder eller krymper ind til at være en dukke. Uanset hvordan det forløber indser jeg, at jeg er gravid og føler mig så rolig, tryg og lykkelig over visheden. Men hurtigt indser jeg at graviditeten er på lånt tid. Folk omkring mig tager det ikke rigtigt seriøst og  pludselig forsvinder graviditeten som om den var afhængig af min omverdens tro på den. Nogle gange er det dog i orden fordi jeg til gengæld har barnet i mine arme eller fordi min mand holder det. Alt er stadig godt og vi nyder at tage os af det lille pus. Nogle gange er der endda to børn forskudt i alder. Ud af alle de forskellige gange jeg har drømt om at være gravid eller have barn/børn, er det kun en gang eller to, hvor jeg ikke har mistet barnet. Første gang jeg drømte at jeg havde barn og ikke mistede det, vågnede jeg med følelsen af, at jeg bare ville tilbage til drømmen. Det var så fredfyldt og jeg havde følelsen af at jeg uden at have opdaget det, endeligt bemærkede at den sidste brik i puslespillet pludseligt var faldet på plads. Jeg fik den ro over mig, som jeg havde kæmpet for at finde i alle de år jeg har ønsket mig et barn. Det var slet ikke til at forstå.

I starten af dette behandlingsforløb har jeg været urolig fordi jeg ved at det er vores sidste. Jeg har svært ved at tro at det skulle lykkes denne gang bare fordi det er vores sidste forsøg. På trods af uroen glæder jeg mig til at lægge fertilitetsbehandling bag mig, og jeg kan næsten være fri i denne glæde på trods af risikoen for aldrig at få børn. Det er nok et udtryk for hvor færdig jeg er med at gennemgå fertilitetsbehandling. Samtidigt kan jeg også genfinde den ro, som drømmen bragte med sig. Den giver mig fornemmelsen af at alt er i orden. Den giver mig også følelsen af at det sagtens kan lade sig gøre for os at få barn, men uanset om det sker eller ej, så har jeg fundet roen i mig selv og den kan jeg godt nøjes med hvis jeg bliver nødt til det.

Efterhånden som behandlingen er skredet frem, har tankerne og følelserne ikke været lige så påtrængende som de pleje at blive. Jeg er faktisk usikker på om det der sker i min krop er på grund af følelser jeg ikke er bevidst om, elller om det er humørsvingninger der er bivirkninger af medicinen. Jeg har været lidt presset, men jeg har samtidigt været i praktik som lærer og har en bachelor liggende og vente på mig så jeg synes ikke det er så mærkeligt at jeg har meget kørende i krop og hoved. Jeg går dog med tanken om at der ikke er nogen som helst grund til at behandlingen skulle lykkes nu når den ikke er lykkedes før.

I nat havde jeg så en drøm hvor jeg fik at vide af en myndighedsperson at jeg altså var gravid og skulle tage hensyn til det. Senere var jeg bevidst om at jeg ikke var gravid endnu, men ville blive det af denne behandling så jeg skulle tage mine forbehold. Det mærkelige var at jeg ikke var overstrømmende lykkelig som sædvanlig, men mere vantro og forsigtigt glad og begyndende lettet. Samtidigt var dem som plejer at jage mig i mine drømme, ikke i gang med at jage mig. Vi var ligesom stoppet op og jeg holdt dem lidt på afstand ved at argumentere for mig selv og slå fast at jeg ikke havde i sinde at acceptere situationen som det plejede at være. Jeg havde simpelthen noget andet der skulle foregå.

Jeg tror på at drømme er et udtryk for vores tanker og følelser og at de kan fortælle os om hvordan vi håndterer den vågne verden. Derfor tror jeg også på en vis form for drømmetydning.

I dette tilfælde tror jeg, at vi reelt set har en chance for at forsøget lykkes, og at jeg derfor ikke skal slå det hen på en måde hvor jeg ikke tager forbehold for hvis det lykkes. Det betyder ikke at drømmen forudsiger at jeg bliver gravid, men at jeg skal  være den mulige situation bevidst og tage mine forbehold i forhold til min hverdag. Min reaktion på beskeden tror jeg er et udtryk for at jeg har beskyttet mine følelser ved at undgå for store forhåbninger. I mit stille sovende sind er jeg tilgengæld flygtet til en verden af øjeblikkelig tilfredsstillelse, som dog er resulteret i lige så øjeblikkelig sorg over at mærke drømmen forsvinde imellem fingrene på mig. I det øjeblik hvor jeg så bliver præsenteret for den reelle mulighed for at komme skridtet videre i opnåelsen at min drøm, reagerer jeg med vantro og forsigtig glæde. Af samme grund har jeg heller ikke tid til at lade mig jage af mine tanker og min frygt i livet, hvad den så helt specifikt består af. (Jeg tror at det er selve det at ikke leve det liv jeg altid har troet ville være essensen af min liv, – tryghed og familie med friheden til at tage mine egen beslutninger)

Nu bliver det bare spændende at finde ud af hvor mange æg lægen kan få ud, hvor mange der bliver befrugtet, om de bliver dyrket til blastocyst stadiet og om de vil sætte sig fast i min livmoderslimhinde. Allerhelst vil vi genre have at jeg bliver gravid med tvillinger. Vi kunne ikke være mere ligeglade med hvad køn vores barn/børn skulle have, men hvis vi får en pige har vi allerede et navn. Hvis vi til gengæld får en dreng har vi ingen anelse.

Så er jeg blevet scannet anden og tredje gang. Første gang blev der fundet ca 12 ægblærer. I dag, anden gang blev der fundet 16 ægblærer. Når jeg siger ægblærer er det faktisk mere præcist end æg. Lægerne kan kun se de væskefyldte ægblærer, tømme dem og håbe på at de får en brugbart æg med ud. Først under mikroskopet kan de åbenbart se selve ægget.

Med denne behandling forventer man at jeg laver ca 8-12 æg. De vil helst ikke have at jeg laver flere fordi jeg så risikerer at bliver overstimuleret, hvilket er noget man kan blive rigtigt syg af. Da lægen konstaterede at jeg skulle have ægløsende sprøjte i morgen og taget æg ud mandag, argumenterede sygeplejersken for at vente en ekstra dag for at øge sandsynligheden for at forsøget lykkes. Lægen var ikke meget for det fordi jeg risikerer at blive overstimuleret, men han gik med til det da jeg fortalte at det er vores sidste forsøg. Det er kun de fem af ægblærerne, der er store nok til at være sikker på at blive klar, men med en ekstra dag er der større sandsynlighed for at flere af de andre også når med. Håbet er så at der kun er et par stykker mere som bliver store nok, så jeg ikke når at blive overstimuleret. Sygeplejersken har været med inde over min behandling jævnligt siden vi startede på denne klinik. Derfor kender hun også vores historie og har taget imod os gang på gang og igen set os møde op til ny behandling. Hun spurgte også om vi ville have ICSI (mikroinsemination), Assisted hatching og blastocyst dyrkning, hvilket derfor blev skrevet på journalen som muligheder, hvis laboratoriet vurderer at det er til nytte. Hvis det endelig lykkes at få gjort mig gravid har jeg på fornemmelsen at vi kan takke hende for det. Hun har lige givet os 4 ekstra chancer for at øge sandsynligheden for at forsøget skal lykkes (ICSI, Assisted hatching og blastocyst dyrkning). Jeg kender ikke hendes navn, men hun kender mig og hun giver mig følelsen af at ikke bare være en nummer i køen. Mennesker som hende og et par af de andre sygeplejersker, som har været på klinikken i evigheder, er grunden til at jeg føler mig i gode hænder. Misforstå mig ikke. Lægerne er også dygtige.

Der er særligt to, som har styr på deres kram, men det er så også dem, der står for klinikkken. Den ene minder lidt om en brugtvognsforhandler med en ph.d i fertilitetsbehandling. Jeg ved godt at det ikke lyder positivt, men det er den type han virker som. Til gengæld virker det som om han er så afslappet omkring emnet, fordi han er så dygtig at han kan tillade sig det.

Den anden er ham, som kan tage æg ud på en så perfektioneret måde, at det ikke gør halvt så ondt, som når de andre gør det. Han har seriøst magiske evner med en kæmpenål. Men på trods af hvor stor tillid jeg har til begge de to læger, er deres indflydelse på nerverne intet i sammenligning med de sympatiske, garvede, professionelle sygeplejersker, som breder en aura af “Nu skal jeg nok sørge for at det hele forløber som det skal”. Derudover er der intet, der kan løsne op i lattermusklerne, når man ligger på briksen med sprængfærdig blærer for at få lagt befrugtede æg tilbage, som når den ældre almoderlige sygeplejerske siger: “Bare vent, lige om lidt sprøjter du ham lige i hovedet når han har sat sig godt tilrette og skal til at lægge æggene op”. De sygeplejersker er uundværlige og de bliver slet ikke fremhævet nok for det. Mange par vælger at give klinikken og særligt lægerne en “tak for hjælpen”-gave når projektet er resulteret i et barn. Jeg tror at jeg i så fald ville dedikere en særlig tak til sygeplejerskerne, som godmodigt spiller ping-pong med læger og patienter, og bringer lige de ord og den stemning med sig ind i lokalet, som letter situationen. Uden sygeplejersker ville læger være skidt stillede, både hvad det praktiske angår, men virkeligt også hvad patientkontakten angår.