Når alle andre får børn

Der er bare nogle perioder hvor man som skruk på 10’ene år mister humøret et øjeblik. Når man netop har krammet sin bror og hans nyligt gravide kæreste farvel efter at have fået den gode nyhed, er et af disse øjeblikke. Syrligheden over igen at føle sig forbigået, ulmer indtil jeg hører min mand give udtryk for den. Hehe. Lige når man føler sig helt alene med håbløsheden overhaler han mig indenom og siger nøjagtigt hvad jeg tænker: “Kæft, hvor er det uretfærdigt! Hvornår er det vores tur?!”

Vi smed præventionen da vi havde været sammen et år. Når jeg ser tilbage, er det nok meget godt vi ikke fik barn allerede dengang. Vi skulle såmænd nok have klaret det fint, men faktisk har ti år givet os tiden til at bygge et rigtigt dejligt, solidt forhold op. Jeg kommer ikke til at glæde mig over infertilitet, men jeg har tænkt mig at spille mine kort så godt det er muligt.

Når jeg siger at “alle andre får børn” så mener jeg faktisk ALLE. Min lillesøster har to børn: en datter hun fik da min mand og jeg havde forsøgt at få børn i et års tid og en søn som hun fik da vi havde været i behandling et års tid eller to.

Vi har to vennepar som stadig ikke har børn, men alle de andre par (der har været sammen mere end 2 år) har fået første og andet barn. Min jævnaldrende kusine har endda fået tredje barn for et år siden. Det er ligesom lidt lettere at sluge nyhederne om par der får børn når det er par, der har været sammen længere eller lige så længe som os, men af en eller anden grund føles det dybt urimeligt når “nyere” par eller par, der for kort tid siden ikke var klar til at få børn, pludseligt venter sig. Hvor kan man dog blive bitter indtil man kommer til at tænke på hvad alternativet til deres lukke ville være… – Jeg ønsker ikke for nogen andre at de skal kæmpe sådan en kamp som os, for at få drømmen om en familie opfyldt.

Jeg bruger mange kræfter på at prøve at være positiv og omgængelig overfor andre, der får børn omkring os. Jeg kender selv flere, der har svært ved at omgås folk, som får børn når vedkommende selv kæmper for det uden succes. Det betyder utroligt megt for mig at jeg er i stand til at lægge emnet tilstrækkeligt meget fra mig til at jeg kan have det rart med andre og dele deres glæde over at stifte familie. Det er dog lettere for mig når de kun lige er startet på projektet og der endnu ikke er sket noget, eller når de begynder i fertilitetsbehandling. Når først det lykkes for dem går der som regel ikke længe før de har så travlt med hverdag med barn at venskaberne for manges vedkommende ryger langt ned på “listen” over prioriteter.

Jeg ville allerhelst beholde venskaberne som de er lige op til perioden hvor folk stifter familie, men de der ikke har problemer med fertiliteten kommer videre der fra selvom jeg på en eller anden måde sidder fast. Jeg er godt nogle gange blevet rigtigt ked af det nogle søger når andres selskab fordi de andre har oplevet graviditet, fødsel mm på egen krop. Jeg går ud fra at det er fordi de opsøger andre som en slags mødregruppe, men jeg føler mig skrottet og lukket ude af “klubben af mødre” på trods af min interesse for deres situation. Til gengæld sker det gerne at de efterhånden mister interessen for min situation og jeg tror ikke at det ændrer sig før de er færdige med at have småbørn eller før jeg får børn.