Når skuffelse bliver hverdag

I dag er jeg endelig nået til den dag der er den mest skuffende, men også den jeg har træning i at komme videre fra. Jeg har gået og ventet på at min menstruation skulle starte i 4 dage før den endelig kom og pustede alle de små usikre forhåbninger væk.

I begyndelsen af vores familiedrømme havde vi en vis forventning om at når vi droppede præventionen ville der måske gå nogle måneder og så ville jeg blive gravid. Vi vidste godt at det ikke skete fra den ene dag til den anden. Efterhånden kunne vi godt se at det ikke rigtigt virkede. Med jævne mellemrum var vi overbeviste om at NU var den der. Når så min menstruation startede, blev vi skuffet og alle tankerne og den spændte forventning faldt til jorden uden nogen opdagede det.

Der var ingen andre end min mor, søster og bedste veninde, der kendte til projektet. Min mand, som på det tidspunkt kun var min kæreste, ville gerne holde det privat. Han er rimeligt privat. Han har ikke noget imod at jeg fortæller om tingene, tildels fordi jeg jo ikke kan andet end fortælle vores historie som jeg ser den, men havde ikke (og har stadig ikke altid) lyst til at tale om det med andre.

Efterhånden som vi indså at vi ville få brug for lægehjælp, begyndte vi at overveje: Hvordan gør man? Hvad nu hvis det ikke lykkes? Hvilke muligheder har vi? Hvad med adoption? Hvad med sæd/æg-donorer? Hvad med rugemødre? Hvad hvis alt slår fejl, -kan vi så leve et helt liv uden nogensinde at opleve at få børn? Skal vi til at være nogle af de bitre, lukkede barnløse, der ikke kan være oprigtigt glade på andres vegne? (NEJ!) Og mange andre ting. Også det største af dem alle: “Hvorfor skal det være så svært for nogen og så nemt for andre?! – er der nogen rimelighed i det? – og for mit vedkommende – Er der nogen øvre magt, der sidder og planlægger det her?! (sikke en sadist!)

Nu har jeg ikke tænkt mig at skulle sidde her og besvare alle mine og andres spørgsmål (inklusive det religiøse) i én eller anden forestilling om at jeg har svarene fordi jeg har været så uheldig at køre så længe i den her mølle, det er at være i fertilitetsbehandling. Jeg har kun tænkt mig at give et indblik i min og tildels min mands (så vidt jeg kan) tankerækker og personlige oplevelser i selve behandlingsforløbene og vores måde at leve med emnet i vores liv.

Når jeg tager denne måneds skuffelse så roligt er det fordi vi for længe siden er kommet frem til at sex for os er for sjov og ikke for at få børn. Min mand har nogle dovne og rundtossede svømmere, som hvis de var alene om at give problemer, ville give os ringe 50 % sandsynlighed for at få barn i løbet af ca 10 år med ubeskyttet sex (fertile par har 99%). Det viste en fin lille kurve os da vi første gang gik til lægen med vores bekymring.

Da vi efter vores andet forsøg måtte få fjernet min ene æggeleder (pga en graviditet udenfor livmoderen), satte det lige en ekstra “lille” hindring i vejen. Det er først for nyligt vi fik besked om vores tredje problem, da vi endelig kvalificerede os til en udredning for “gentagne aborter”, fordi jeg kunne skrive tredje ufrivillige abort på CV’et. Så fik jeg den glædelige nyhed “du har for lav INR”(så vidt jeg forstod, størkner mit blod for nemt og danner små blodpropper i livmoderen, som mindsker blodtilførslen og resulterer i gentagne aborter). Jeg ved godt at du sidder og tænker “nu har hun godt nok skruet op for sarkasmen”, men det var den bedste nyhed vi havde fået i flere år. For første gang havde vi fået en mulig årsag til at det er så svært for os at få børn og oveni diagnosen fik vi den utrolige besked “Det behandler vi med lidt blodfortyndende (en børnemagnyl om dagen) og så skulle vi være ude over det problem”(stadig med IVF-behandling).

De skuffelser vi ikke tager så let på, er dem der kommer når vi når hertil efter at have fået fertilitetsbehandling. Det er meget mere svært og meget mere skuffende. Specielt fordi det er endnu en opsparing, der er brugt op og endnu en opsparing der skal i gang for at vi kan komme videre. Den økonomiske del af behandlingen er nok omkring 75% af bekymringerne. Det tager os som regel et år at spare sammen til et forsøg hvilket betyder at der går et år for hver gang vi har en chance for at det lykkes. Lige pludselig trøster den der rådne “I er da unge endnu”(vi er 30 og 32), som læger og andre bliver ved med at bruge, ikke helt så godt længere. Der skal jo ikke ret mange forsøg til før vi ikke længere er “unge endnu”. Jeg kan stadig tage ventetiden roligt fordi jeg har tiden til at vente det år før vi prøver igen, men det er en stakket frist eftersom at tiden for at være “ung i behandling” og “ikke så ung” er meget tæt når man kun har mulighed for ét forsøg om året.