Substitutbørn

For ti år siden fik jeg en kat af min mor og det blev starten på min afhængighed af at have kat.

Da jeg måtte aflive min første kat efter fem gode år sammen (hun blev kun 9 år) havde jeg svært ved at affinde mig med et hjem uden en silvershaded perserkat. Denne gang ville jeg dog også have at min mand skulle føle sig knyttet til vores kat så jeg valgte at inkludere ham i beslutningen om hvilken kat vi skulle have.

Min mand endte med at finde en knapt 1 årig missepige med de smukkeste azur-blå øjne, der var ved at skifte til den voksne kats dybt, smaragdgrønne farve. Hun var en vrissen lille, tynd dame med et konstant fornærmet ansigtsudtryk og en brægende, beklagende mijaven og min mand var forelsket. Hendes vægt var dog det største problem og efter bare et halvt år måtte jeg droppe mit ønske om at lade hende avle, fordi hun til et dyrlæge-tjek blev vurderet så tynd at hun ikke længere måtte komme i løbetid. Den stod på p-piller, neutralisation eller parring. Min mand syntes ikke han kunne overskue killinger samtidigt med at vi var i fertilitetsbehandling og jeg var vokset op med en kat, der i sidste ende døde af kræft pga. p-piller. Jeg nægtede at give mit kæledyr den slags og valget var derfor taget på forhånd.

Vi fik at vide at neutralisationen i sig selv ville gøre at hun tog ca 500 g på og så skulle vi bare fortsætte med at give hende killingefoder til hun havde den ønskede vægt. Men vores lille diva tog ikke mere end et par 100 g på og til næste dyrlæge-tjek blev vores nye dyrlæge så chokkeret over hendes lave vægt at vi fik en dåse vådfodder med mad til kritisk syge dyr.

“Det elsker dyrene og det er meget koncentreret nærring. Man skal til gengæld passe på med det og holde nøje øje med når vægten begynder at stige.” – fik vi at vide.

Vores lille Havanna kunne godt slikke lidt i sig, men fortrak stadig Whiskas portionsposer med sovs og det kunne “alle dyrs livret” altså ikke hamle op med. Jeg droppede det vanvittigt dyre foder til fordel for hendes favorit og hendes vægt ramte igen minimum. Hun var sund og rask, spiste, gik på bakken (ikke den med forlystelser) og kælede og legede så vi lod tingene være som de var lige indtil jeg faldt for en lille killing.

Måske kunne lidt konkurrence give hende motivationen…?

Lad os bare slå fast at hun HADEDE den lille opmærksomhedstyv. Han blev skulet til, knurret af og hvæset af. Til gengæld virkede konkurrencen efter planen den første måneds tid. Derefter gik det i den modsatte retning. Først efter et halvt års tid begyndte de at lege sammen og Havanna begyndte at tåle Prins’ tilstedeværelse.

Efterhånden som Prins blev større blev han i flot stand og da jeg fik ham neutraliseret blev jeg nødt til at give ham, og dermed Havanna tørfoder til steriliserede katte. “Kat”-astrofe! Hun måtte jo ikke tabe sig! Frem med prinsessefoderet igen og denne gang serveret under opsyn så Prins-snart-propfed ikke fik smag for stadset og blev overvægtig. Det er ellers omstændigt at fodre katte på den måde og ærligt talt har jeg bedre ting at tage mig til end at overvåge katte når de spiser 1 til så-mange-som-muligt-gange om dagen. Flere gange har jeg surfet på nettet efter automatiske foderautomater der kun åbner for bestemte dyr, men uden held. – Indtil! – Endelig! Fuck prisen, – jeg skal have frihed og divaen skal have prinsessemad når hun har lyst.

1000 kr fattigere (imens jeg sparer op til fertilitetsbehandling) er jeg nu i gang med at træne mis. Diva til at spise af den science fiction ligende anordning, som jeg undervurderede lidt til at starte med.

Når katten ikke lader sig mærke med at spise fra en ny madskål er det IKKE ensbetydende med at hun er cool med at den siger lyde og bevæger sig når hun nærmer sig maden! – point taken.

Pludselig skulle jeg overtale hende til overhovedet at nærme sig rædslerne. Ét lille skridt ad gangen og det måtte starte med at hun fik skålen i den anden ende af køkkenet. Det viste sig hurtigt at hun var til at overtale rimeligt nemt når bare hun ikke blev bedt om at stikke hovedet ind igennem “bøjlen” med chip-scanneren.

En uge efter kunne hun lige nøjagtigt overtales til at få hovedet igennem den frygtede bøjle, nå bare maskinen ikke lavede mærkelige ting af sig selv. Efter en uge mere kunne hun godt acceptere at den sagde en lille lyd når bare det var hurtigt overstået og den ikke bevægede sig. Nu må den gerne lave lyd og bevægelse når bare det ikke vare ret meget længere end det tidligere skridt. Jeg er SÅ stolt af min lille diva og håber bare at hun tillader mig at gå skridtet videre næste uge, så min mand ikke får ret i at jeg skal give hende en måned til hvert skridt og ikke kun en uge.