Længe siden sidst

Det er længe siden sidst jeg skrev noget på bloggen fordi jeg pludselig ikke kunne komme ind på den. Først for et par dage siden fik jeg igen adgang til den fordi der var kommet en kommentar, som gav mig et link til at komme ind med.

Siden sidst er der faldet ro over vores substitut-børn (kattene). Havanna er fuldstændigt vant til sin madskål og spiser uden tøven af den. Vi har opgivet at fede hende op fordi hun er så divalike at hun ikke gider at blive ved med at spise vådfoder flere uger i streg selvom der går et par dage imellem at hun får det serveret. Det er ellers vådfoderet hun kan tage på af. Til gengæld bruger vi madskålen så Prins i al almindelighed ikke kan få fat i Havannas mad.

Hvad angår fertilitetsbehandlingen så fik vi mulighed for et forsøg i efteråret. Vi aftalte at prøve i oktober hvilket tilfældigvis faldt sammen med at min søster og svoger besluttede at prøve at få deres tredje barn. Det viste sig at det lige skulle tage nogle måneder før der var bid og det betød at min søster fik en positiv test lige omkring nytår. Vi måtte selv spare op til endnu et forsøg selvom vi fik behandlet min lave INR med blodfortyndende medicin.

Vi nåede dog der til mentalt at vi blev enige om at det næste forsøg skulle være det sidste. Vi orker ikke mere. Derfor fik vi en samtale med fertilitetslægen hvor vi fik ham til at overveje hvordan det sidste forsøg skulle udføres. Han foreslog en undersøgelse, som skulle afsløre om jeg evt. havde nogen knuder i underlivet som kunne forårsage aborter. De kunne nemlig fjerne sådanne knuder og dermed fjerne det som et problem. Desvære viste undersøgelsen at jeg ikke fejler noget, men lægen valgte alligevel at tilbyde et sidste forsøg med såkaldt “lang behandling” fordi jeg tidligere er blevet gravid på sådan en. Det er ikke en behandling han normalt ville tilbyde mig fordi jeg ikke lever op til de problematikker som behandlingen er beregnet til, men taget i betragtning at det er den jeg har været gravid vha længst, prøver vi den.

Undersøgelsen fungerede, med en af sine bivirkninger, som “priming”. Dvs. at den generer livmoderslimhinden så slimhinden opbygges ekstra stærk cyklussen efter. Det betyder også at jeg er bundet til at få behandlingen lige efter undersøgelsen.

På 21-dagen i min cyklus skal jeg til scanning og starte på nedregulering. Sidste gang jeg blev nedreguleret foregik det med en næsespray, vist nok tre gange dagligt. Det sætter min cyklus i stå og derfor kan jeg få følelsen af at være i overgangsalderen. Efter et vis antal dage skal jeg så tage hormoner for at stimulere ægdannelsen. Til sidst får jeg en ægløsende sprøjte og efter et par dage får jeg taget æggene ud vaginalt, med en lang nål. Så befrugter de æggene med min mands sæd evt. med mikroinsemination hvis sædprøven er tilstrækkelig ringe. Et par dage efter får jeg lagt et par befrugtede æg op igen hvis de har delt sig efter planen. Hvis de ikke har delt sig (celledeling) ringer klinikken til mig og aflyser min ægoplægning.

Undervejs i hele dette show er min mand og jeg også igang med at søge om national adoption. Vi blev enige om at hvis behandlingen ikke lykkedes ville national adoption være et vej vi begge havde det godt med. Vi har simpelthen ikke tilstrækkelig tillid til mange af de systemer der er i lande, som Danmark i øjeblikket samarbejder med om adoption. Udover tilliden er økonomien også en vigtig del. De steder vi kunne overveje at adoptere fra har en så høj pris for behandlingen af adoptioner at vi ville komme til at betale omkring 300.000 kr for at få et barn og en god del af pengene bliver betalt før vi overhovedet får anvist et barn. I Danmark er der ikke så mange børn, som bliver bortadopteret, men til gengæld har vi tilstrækkelig tillid til systemet til at ville være sidste led i kæden. Samtidigt koster selve adoptionen ikke andet end 5000 kr ialt for to adoptionskurser til os hver, og ca 1200-2400 kr ialt for helbredsattester. Med vores historik i fertilitetsbehandling har vi dog valgt at sætte adoptionsprocessen igang imens vi får vores sidste forsøg. På den måde føler jeg heller ikke et lige så stort pres over hvad min krop skal kunne gøre.

UA-73768605-1