Håb og drømme vs tid og muligheder

Det dér med når tiden løber ud. Jeg ved ikke hvor lang tid vi har til rådighed, til at få vores drøm om barn til at gå i opfyldelse. Jeg ved at vi er blevet enige om at dette forsøg skal være det sidste, men selv den plan er ikke endegyldig hvis jeg bliver gravid og aborterer. I så fald er vi villige til at prøve igen. Hvert af vores forsøg er et spørgsmål om at få gjort mig gravid og hvis jeg bliver gravid får vi mod på at prøve igen. Det giver nærmest gåpåmodet til at lægge kræfterne i. Hvis vi ikke får noget nyt resultat ud af forsøgene er det begrænset hvor længe vi ser grund til at fortsætte.

I dag fik jeg en glædelig og en bekymrende besked. Den bekymrende er ikke alvorlig, men bare et spørgsmål om at jeg siden teenagealderen har vidst havd jeg ville kalde en evt. datter og nu viser det sig at min søster overvejer at bruge dette navn til hendes tredje barn, som burde komme til verden til september. Den glædelige nyhed er at min svigerinde har givet udtryk, overfor min søster, for at hun ikke tillade sig at bruge det navn når min mand og jeg i 5 år har talt om at det var vores plan at bruge dette navn.

Jeg synes principielt ikke at man kan reservere et navn. Derfor vil jeg heller ikke gøre indsigelser imod hvis min søster og svoger vælger at gøre alvor af deres idé. På trods af det ser jeg det som et udtryk for hensyn og respekt for min og min mands drøm hvis min søster lader være med at bruge navnet af hensyn til mig. Hvis de til gengæld vælger at bruge navnet før vi får mulighed for det, føles det som et udtryk for at de ikke længere anser vores projekt for realistisk. Ikke andet end trøstesløse forsøg på at opnå en drøm, der aldrig vil blive til virkelighed, og derfor heller ikke skal vises mere hensyn end at man godt kan tage den åbenlyse konsekvens, at bruge det planlagte navn til et barn som er på vej.

Jeg ved godt at det ikke nødvendigvis er min søster og svogers tankerække, men jeg har svært ved at tro at de ville bruge navnet hvis vi allerede havde brugt det til vores egen datter. Derfor føles deres overvejelse også som en dødsdom over vores drømme.

På den anden side synes jeg også at det er urimeligt at afholde andre fra at bruge et navn bare for at holde det “ledigt” i tilfælde af at et sidste fertilitetsforsøg virker, eller at man skulle være så heldig at blive udpeget som adoptivforældre for et af de 8-15 børn, der i øjeblikket er tendens til at blive bortadopteret i Danmark. Jeg kan godt se at vores ods er ringe, men jeg har brug for at have opbakning fra familie og venner selvom jeg ikke forventer at de skal lægge samme mængde energi i projektet som min mand og jeg gør.

Spørgsmålet er vel i bund og grund: “Hvor stort et hensyn skal der vises overfor en drøm om så følsomt et emne, hvis tid og muligheder er ved at rende ud?”

Som hovedperson i denne situation må man sluge mange kameler, som kan virke fuldstændigt urimelige og hensynsløse. Men der er også en almindelig enighed, om at vise hensyn til de følelser par går igennem, når de forsøger at få børn. Når alt kommer til alt er det vel ikke urimeligt at min søster og svoger tager konsekvensen af at vi tilsyneladende ikke får den datter  vi ville bruge navnet til. Jeg håber dog at de vil vente med at tage beslutningen om at bruge navnet indtil vi er færdige med behandlingen. På den måde føles det ikke som om de opgiver på vores vegne på forhånd.

UA-73768605-1