No worries

Så er jeg blevet scannet anden og tredje gang. Første gang blev der fundet ca 12 ægblærer. I dag, anden gang blev der fundet 16 ægblærer. Når jeg siger ægblærer er det faktisk mere præcist end æg. Lægerne kan kun se de væskefyldte ægblærer, tømme dem og håbe på at de får en brugbart æg med ud. Først under mikroskopet kan de åbenbart se selve ægget.

Med denne behandling forventer man at jeg laver ca 8-12 æg. De vil helst ikke have at jeg laver flere fordi jeg så risikerer at bliver overstimuleret, hvilket er noget man kan blive rigtigt syg af. Da lægen konstaterede at jeg skulle have ægløsende sprøjte i morgen og taget æg ud mandag, argumenterede sygeplejersken for at vente en ekstra dag for at øge sandsynligheden for at forsøget lykkes. Lægen var ikke meget for det fordi jeg risikerer at blive overstimuleret, men han gik med til det da jeg fortalte at det er vores sidste forsøg. Det er kun de fem af ægblærerne, der er store nok til at være sikker på at blive klar, men med en ekstra dag er der større sandsynlighed for at flere af de andre også når med. Håbet er så at der kun er et par stykker mere som bliver store nok, så jeg ikke når at blive overstimuleret. Sygeplejersken har været med inde over min behandling jævnligt siden vi startede på denne klinik. Derfor kender hun også vores historie og har taget imod os gang på gang og igen set os møde op til ny behandling. Hun spurgte også om vi ville have ICSI (mikroinsemination), Assisted hatching og blastocyst dyrkning, hvilket derfor blev skrevet på journalen som muligheder, hvis laboratoriet vurderer at det er til nytte. Hvis det endelig lykkes at få gjort mig gravid har jeg på fornemmelsen at vi kan takke hende for det. Hun har lige givet os 4 ekstra chancer for at øge sandsynligheden for at forsøget skal lykkes (ICSI, Assisted hatching og blastocyst dyrkning). Jeg kender ikke hendes navn, men hun kender mig og hun giver mig følelsen af at ikke bare være en nummer i køen. Mennesker som hende og et par af de andre sygeplejersker, som har været på klinikken i evigheder, er grunden til at jeg føler mig i gode hænder. Misforstå mig ikke. Lægerne er også dygtige.

Der er særligt to, som har styr på deres kram, men det er så også dem, der står for klinikkken. Den ene minder lidt om en brugtvognsforhandler med en ph.d i fertilitetsbehandling. Jeg ved godt at det ikke lyder positivt, men det er den type han virker som. Til gengæld virker det som om han er så afslappet omkring emnet, fordi han er så dygtig at han kan tillade sig det.

Den anden er ham, som kan tage æg ud på en så perfektioneret måde, at det ikke gør halvt så ondt, som når de andre gør det. Han har seriøst magiske evner med en kæmpenål. Men på trods af hvor stor tillid jeg har til begge de to læger, er deres indflydelse på nerverne intet i sammenligning med de sympatiske, garvede, professionelle sygeplejersker, som breder en aura af “Nu skal jeg nok sørge for at det hele forløber som det skal”. Derudover er der intet, der kan løsne op i lattermusklerne, når man ligger på briksen med sprængfærdig blærer for at få lagt befrugtede æg tilbage, som når den ældre almoderlige sygeplejerske siger: “Bare vent, lige om lidt sprøjter du ham lige i hovedet når han har sat sig godt tilrette og skal til at lægge æggene op”. De sygeplejersker er uundværlige og de bliver slet ikke fremhævet nok for det. Mange par vælger at give klinikken og særligt lægerne en “tak for hjælpen”-gave når projektet er resulteret i et barn. Jeg tror at jeg i så fald ville dedikere en særlig tak til sygeplejerskerne, som godmodigt spiller ping-pong med læger og patienter, og bringer lige de ord og den stemning med sig ind i lokalet, som letter situationen. Uden sygeplejersker ville læger være skidt stillede, både hvad det praktiske angår, men virkeligt også hvad patientkontakten angår.