Når fertilitetsbehandlingen ikke virker

Jeg endte med at blive grundigt overstimuleret, men ikke nok til at skulle have hjælp. 3 liter vand og en masse protein og noget salt hver dag til at komme igennem smerterne. Det føltes som om jeg var bristefærdig i siderne af maven og jeg fik ondt når jeg trak vejret dybt, men efter 1,5 uge var det næsten væk. Så overtog en stikken og jagen i midten af underlivet. Jeg startede med at få meget ømme bryster, men jeg vidste at det var medicinen og det har ikke generet mig den seneste uge. For et par dage siden blev jeg til gengæld overrasket over at tilsyneladende være ekstremt følsom og muligvis hævet i underlivet. Jeg har godtnok læst om at gravide kan få smerter efter sex, men jeg har aldrig overvejet muligheden for at decideret have svært ved at finde en stilling der ikke giver smerter under sex. Da jeg oplevede det begyndte jeg at tro på at det var lykkedes. Jeg er stadig meget opmærksom på at det ikke nødvendigvis betyder noget og selv hvis jeg er gravid er det ikke sikkert at jeg når hele graviditeten igennem.

I dag, dagen før testdagen, bukkede jeg så under for fristelsen. Jeg testede før tid. Jeg dummede mig med testen og fik dyppet den for dybt, men den så stadig ud til at virke. Desværre var den negativ og jeg skal nu bruge det næste døgn på at overbevise mig selv om at det sagtens kan betyde at jeg har testet før testen kunne vise en positiv. Alligevel er jeg røget i fælden og har mistet troen på at det overhovedet vil lykkes os at få børn.

Jeg har bare lyst til at slippe for alt det her. Jeg orker ikke flere skuffelser. Jeg orker ikke at være så tæt på drømmen for så at få afsløret at forhåbningerne var nytteløse. Jeg kan ikke mere. Men tanken om at aldrig få børn er så skræmmende og fremmed for mig at ikke kan holde ud at skulle gå det imøde. Jeg vil ikke være “den stakkel, der ikke kunne få børn”. Men hvad gør man når virkeligheden viser sig at ikke fungere som man altid er blevet lovet og har taget for givet? Hvordan lever man et helt liv når man kun har det halve at leve det med? Hvordan sluger man det største og værste af dem alle, – jeg har ét liv og skal aldrig opleve den ultimative glæde, som jeg brændende har ønsket mig hele mit liv? Og hvordan undgår man andres reaktioner på det? Den uundgåelige medlidenhed og den afstandtagen som er et resultat af at de ikke kan reagere på nogen hensigtsmæssig måde. Og den lille men insisterende, nagende følelse af at de kan lægge hele sagen bag sig når samtalen stopper, men jeg lever i den og den påvirker alle aspekter af mit liv. Jeg har bare brug for at slippe væk!