Tanker og følelser i løbet af IVF behandling

Da vi i starten forsøgte at få børn var mine følelser turbulente. Jeg fik hele tiden følelsen af at “nu kunne det faktisk være sket”og “måske jeg er gravid”. Det var først efter min graviditet udenfor livmoderen og biokemiske graviditet, at frygten opstod: “Hvad nu hvis det er sket?” Tanken om igen at mærke graviditetssymptomerne, den uforbeholdne glæde og den lille splint af frygt for at miste, før menstrutionen begyndte i det små og blev værre indtil der ikke længere var tvivl om hvad jeg havde mistet.

Den oplevelse er hvad der spøger i mit hoved og i min krop lige så snart vi er i behandling. Jeg har kun oplevet udtrykkeligt spontan abort en gang, men næsten hver gang vi er i behandling får jeg symptomer i en eller anden grad. vaginaltabletterne, som jeg skal tage de sidste 14 dage af behandlingen efter ægoplægningen, giver gerne symptomer, som minder meget om graviditetssymptomer. Det gør det selvfølgelig så meget desto svære at skelne bivirkningner fra medicinen fra graviditetssymptomer. Èn gang fik jeg dog nogle tydelige symptomer da jeg blev så træt at jeg sov i døgndrift og simpelthen tørstede efter fignepålæg, hvilket jeg ikke har kunnet fordrage siden jeg var barn. Desværre fik jeg menstrution 3 dage før tid og symptomerne forsvandt ret hurtigt igen. Lægen mente dog at det var grund nok til at undersøge mig for gentagne aborter da dette var min 3 af slagsen hvis man talte min graviditet udenfor livmoderen med. Gudskelov at han gjorde det fordi det var sådan vi fandt ud af at jeg har lidt lav INR så jeg danner mikroblodpropper der kan sætte sig i livmoderen og resultere i aborter. Nu skal jeg derfor tage blodfortyndende når jeg har fået lagt æg op.

Næsten alle behandlingscyklusser giver forskellige oplevelser af symptomer. Selv ømheden i brysterne kan være vidt forskellig. Flere gang har jeg haft følelsen af at de var så spændte at de var sprængfærdige. Nogle gange har jeg meget følsomme brystvorter, men ikke så spændte bryster og andre gange er det en kombination.

Jeg kan næsten altid huske hvad jeg drømmer om natten. I løbet af en behandling drømmer jeg oftest at jeg er gravid, men hurtigt mister graviditeten eller måske at jeg pludselig har barnet i mine arme, men at det pludseligt forsvinder eller krymper ind til at være en dukke. Uanset hvordan det forløber indser jeg, at jeg er gravid og føler mig så rolig, tryg og lykkelig over visheden. Men hurtigt indser jeg at graviditeten er på lånt tid. Folk omkring mig tager det ikke rigtigt seriøst og  pludselig forsvinder graviditeten som om den var afhængig af min omverdens tro på den. Nogle gange er det dog i orden fordi jeg til gengæld har barnet i mine arme eller fordi min mand holder det. Alt er stadig godt og vi nyder at tage os af det lille pus. Nogle gange er der endda to børn forskudt i alder. Ud af alle de forskellige gange jeg har drømt om at være gravid eller have barn/børn, er det kun en gang eller to, hvor jeg ikke har mistet barnet. Første gang jeg drømte at jeg havde barn og ikke mistede det, vågnede jeg med følelsen af, at jeg bare ville tilbage til drømmen. Det var så fredfyldt og jeg havde følelsen af at jeg uden at have opdaget det, endeligt bemærkede at den sidste brik i puslespillet pludseligt var faldet på plads. Jeg fik den ro over mig, som jeg havde kæmpet for at finde i alle de år jeg har ønsket mig et barn. Det var slet ikke til at forstå.

I starten af dette behandlingsforløb har jeg været urolig fordi jeg ved at det er vores sidste. Jeg har svært ved at tro at det skulle lykkes denne gang bare fordi det er vores sidste forsøg. På trods af uroen glæder jeg mig til at lægge fertilitetsbehandling bag mig, og jeg kan næsten være fri i denne glæde på trods af risikoen for aldrig at få børn. Det er nok et udtryk for hvor færdig jeg er med at gennemgå fertilitetsbehandling. Samtidigt kan jeg også genfinde den ro, som drømmen bragte med sig. Den giver mig fornemmelsen af at alt er i orden. Den giver mig også følelsen af at det sagtens kan lade sig gøre for os at få barn, men uanset om det sker eller ej, så har jeg fundet roen i mig selv og den kan jeg godt nøjes med hvis jeg bliver nødt til det.

Efterhånden som behandlingen er skredet frem, har tankerne og følelserne ikke været lige så påtrængende som de pleje at blive. Jeg er faktisk usikker på om det der sker i min krop er på grund af følelser jeg ikke er bevidst om, elller om det er humørsvingninger der er bivirkninger af medicinen. Jeg har været lidt presset, men jeg har samtidigt været i praktik som lærer og har en bachelor liggende og vente på mig så jeg synes ikke det er så mærkeligt at jeg har meget kørende i krop og hoved. Jeg går dog med tanken om at der ikke er nogen som helst grund til at behandlingen skulle lykkes nu når den ikke er lykkedes før.

I nat havde jeg så en drøm hvor jeg fik at vide af en myndighedsperson at jeg altså var gravid og skulle tage hensyn til det. Senere var jeg bevidst om at jeg ikke var gravid endnu, men ville blive det af denne behandling så jeg skulle tage mine forbehold. Det mærkelige var at jeg ikke var overstrømmende lykkelig som sædvanlig, men mere vantro og forsigtigt glad og begyndende lettet. Samtidigt var dem som plejer at jage mig i mine drømme, ikke i gang med at jage mig. Vi var ligesom stoppet op og jeg holdt dem lidt på afstand ved at argumentere for mig selv og slå fast at jeg ikke havde i sinde at acceptere situationen som det plejede at være. Jeg havde simpelthen noget andet der skulle foregå.

Jeg tror på at drømme er et udtryk for vores tanker og følelser og at de kan fortælle os om hvordan vi håndterer den vågne verden. Derfor tror jeg også på en vis form for drømmetydning.

I dette tilfælde tror jeg, at vi reelt set har en chance for at forsøget lykkes, og at jeg derfor ikke skal slå det hen på en måde hvor jeg ikke tager forbehold for hvis det lykkes. Det betyder ikke at drømmen forudsiger at jeg bliver gravid, men at jeg skal  være den mulige situation bevidst og tage mine forbehold i forhold til min hverdag. Min reaktion på beskeden tror jeg er et udtryk for at jeg har beskyttet mine følelser ved at undgå for store forhåbninger. I mit stille sovende sind er jeg tilgengæld flygtet til en verden af øjeblikkelig tilfredsstillelse, som dog er resulteret i lige så øjeblikkelig sorg over at mærke drømmen forsvinde imellem fingrene på mig. I det øjeblik hvor jeg så bliver præsenteret for den reelle mulighed for at komme skridtet videre i opnåelsen at min drøm, reagerer jeg med vantro og forsigtig glæde. Af samme grund har jeg heller ikke tid til at lade mig jage af mine tanker og min frygt i livet, hvad den så helt specifikt består af. (Jeg tror at det er selve det at ikke leve det liv jeg altid har troet ville være essensen af min liv, – tryghed og familie med friheden til at tage mine egen beslutninger)

Nu bliver det bare spændende at finde ud af hvor mange æg lægen kan få ud, hvor mange der bliver befrugtet, om de bliver dyrket til blastocyst stadiet og om de vil sætte sig fast i min livmoderslimhinde. Allerhelst vil vi genre have at jeg bliver gravid med tvillinger. Vi kunne ikke være mere ligeglade med hvad køn vores barn/børn skulle have, men hvis vi får en pige har vi allerede et navn. Hvis vi til gengæld får en dreng har vi ingen anelse.